Hun indrømmer det selv: Man skal være over 50 år for at kunne huske hende. 82–årige Jytte Hilden har sammen med halvt så gamle kandidat i journalistik Puk Qvortrup begået en samtalebog.
Kemiingeniøren Jytte Hilden sad fra 1979 til 1998 i Folketinget valgt af Socialdemokratiet og var fra 1993 kulturminister, fra 1996 forskningsminister. Hun var kendt som en farverig og farveglad politiker.
Samtalerne mellem de to foregår i Hildens lejlighed ved søerne i København. Her får vi at vide, at hun følger nøje med i, hvad der rører sig i Danmark og i verden. Hun har nær kontakt til sine fire børn (med to forskellige mænd) de mange venner og forbindelser.
Da Jytte Hilden røg ud af Folketinget og begyndte et andet liv, tog hun en sympatisk beslutning: “Nu har du sagt til denne verden, hvad du mener om aktuel politik”, siger hun med denne tilføjelse: “Der er ikke noget så tragikomisk som tidligere ministre, der bliver ved med at sidde og mene alt muligt … (et hint til eksmand Mogens Lykketoft?)
Til gengæld kan læseren berede sig på, at læse om Hildens mange meninger – og hendes indsats som politiker Og det må stå fast, at hun er meget bevidst om sin indsats.
Tage nu bare bogens titel. Jeg siger aldrig undskyld.
Her et citat: “… når jeg nu mener, at jeg er skabt til alt flytte verden, så flytter man ikke noget ved sige undskyld. Dels ændrer det ingenting, dels blokerer det for, at jeg kan komme videre og blive klogere. Og jeg understreger, at jeg har gjort ting, der var forkerte og kunne være håndteret anderledes”.
Jytte og Puk kommer igennem en række problemstillinger og begivenheder : Kvindernes frigørelse, en mor, der er travlt optaget og har fire børn, hvordan det kan hænge sammen, 1960érne åbnede en helt ny verden, Og meget, meget andet.
Som minister oplevede Jytte Hilden den ene shitstorm efter den anden. Det tog nogle gange hårdt på hende, men hun stod dem igennem og var kampberedt.
Hun var kulturminister, da udvidelsen af Det kgl. Bibliotek begyndte. Med slet skjult stolthed nævner hun, at det var hende, der fandt på navnet Den sorte Diamant. Her blev hun i øvrigt ansat som kulturchef, da det politiske virke var slut.
Som nyvalgt folketingsmedlem foreslog Jytte Hilsen, at USA skulle ud ad NATO. Det var i forbindelse med en ophedet debat om atomvåben. Det er jo ligeved at være aktuelt i dag.
Jytte Hildens liv har budt på sorte huller og stjernestunder. Hun har nogle gange været ramt af psykisk sygdom, blandt andet da hun ikke blev genvalgt til Folketinget i 1998. Da følte hun sig forkastet. Jytte Hilden er helt åben om det. Hun kalder det en kæmpe styrke, at samfundet kan diskutere psykisk sygdom, og ikke kun de somatiske. Og hun forstår ikke, at små børn skal vente i årevis på at komme til psykiater – når der er milliarder af kroner til oprustningen.
Puk Qvortrup lytter, har tastet ordene sammen, hun lufter egne meninger hun stiller spørgsmål, ikke kritiske, og det hele ender i en stor søster solidaritet … Og det er jo i grunden ikke så galt.
Jeg siger aldrig undskyld
Samtalebog
Jytte Hilden og Puk Qvortrup
229 sider, Illustreret ,
Udkom 5 marts 2026
People’s
Anmelder Bjarne Gregersen