Kategori: Romaner

Historien fortælles af flere stemmer, men trods de vekslende stemmer er den røde tråd til at få øje på, og Afkodet er over al måde enestående læsning.

Romanen er fængslende og giver også et billede af et Beijing, hvor man forventer demonstrationer på Den himmelske Freds Plads, der aldrig kommer. Sproget er godt, og fortællerne troværdige, så overser man gerne de lidt ufikse sprogfornyelser.

Sød og underholdende chick lit

Læs dem for samfundssatire, for skarpe personportrætter, for tragisk-morsomme beskrivelser og for intelligente og rammende overvejelser om forholdet mellem såvel forældre og deres børn som mellem børn og deres forældre.

Den kinesiske havneby er udover at være en spændende scene i romanen også alle civilisationers vugge – ikke en kinesisk havneby, men en by som kineserne har hørt om fra mennesker der har været på den anden side og er vendt tilbage og derfor har skabt i deres egen version.

Sulten er beskrevet som den tragedie den er, men er alligevel ikke så ond som den russiske sult – den man finder hos Herta Müller eller hos Arne Strøm i Onkel, giv os brød, der omfatter et besøg i Rusland der oplevede voldsom hungersnød i trediverne.

Georgiev leverer en overbevisende formidling af sin blowjob-uden-visioner-historie om slået ungdom, som Helene Hegemann gør det i Axolotl Roadkill, Clemens Mayer i Dengang vi drømte, og finske Sofi Oksanen har fat i samme stil og stemning i Baby Jane.

Erlend Loe fortjener ros for at gøre et flot forsøg på at skildre samtiden med brask og bram. Det bliver ikke helt så morsomt og vedkommende, som man kunne ønske. Men man er ikke i tvivl om forfatterens hang til at påpege middelklassens dekadence.

Her er et stort, broget persongalleri, gode dialoger og en til tider hektisk handling. Romanen er ikke ganske så fængende som Shantaram, men næsten.

Med barnets undrende accept af de sindssyge verdener som voksne får skabt ser vi med Koumail, hvilken slags liv flygtende børn oplever. Mord og sult, tiggeri og katastrofale livsbetingelser.