Er der da slet ikke noget der hedder håb?
‘Jo jo, men for det meste er håb vel bare modvilje mod at basere sin vision for fremtiden på de forhåndenværende data.’
Mattias er hovedperson. Han er it-kyndig og nyligt fyret fra sit job i Skattestyrelsen. Ifølge eget udsagn fordi han vedblev at finde fejl i et nyt system til skatteberegning! Han lever nu af aktiehandel, og det går helt godt. Hans hverdag omfatter en labrador, besøg hos en psykolog og et sært bekendtskab med et par svenske hjemløse, der bidrager med praktiske håndsrækninger og nogle interessante teorier om dagens politik. Desuden holder han øje med den tiltrækkende Sherin i lejligheden overfor.
Mattias er matematiker hele vejen igennem. Der er nogle sjove eksempler på det i romanen – og nogle underholdende udvekslinger med den indfølende psykolog. De første mange sider er det let at opfatte romanen som humoristisk, men alvoren indhenter både personerne og læseren. Mattias går til psykolog, fordi hans søster og hendes børn er dræbt i et flystyrt. Han lider af voldsomme, periodiske hovedpiner, og på et tidspunkt mister han kontrollen over sin computer. Han kan ikke bruge musen, men computeren henvender sig til ham og ved tilsyneladende alt om, hvad han laver. Således udvikler romanen sig til en thriller med en truende AI der har planer for verdens fremtid.
Langsomt trænger computerens stemme sig ind på Mattias. Andre er tilsyneladende blevet angrebet af den samme hovedpine som ham, og en de angrebne bliver morder. Mattias ser ikke anden udvej end at forfølge stemmen – som måske er AI, måske et menneske – og det bliver fatalt for ham, for menneskeheden.
Mørk viden og især Mattias er dybt fascinerende. Tempoet går ned i bogens slutning, de sidste dialoger er lange og byder ikke på så meget ny viden. Slutningen rummer til gengæld flere overraskelser, og der er mange fede detaljer undervejs.
Mørk viden
Karsten Hallstrøm og Gorm Nissen
363 sider
Grey Day
Udgivet: 2024
Birte Strandby