Der er ikke meget der slår en god spionthriller. Og netop en sådan er ‘Mørket under Kigali’.
Det begynder med 15-årige Heddas oplevelse af en demonstration foran en Tesla-fabrik i Berlin. Eller, hun forventer at det er en demonstration, men det udvikler sig, så det bliver til et angreb og en indtrængen på fabrikken der ender med, at direktøren bliver bortført. Der er intet krav om løsepenge, og direktøren bliver senere fundet dræbt. Forsvarets Efterretningstjeneste repræsenteret af analytikeren Daniel og føringsofficer Maja følger den formodede morders spor til Danmark, og efter at have gennemset adskillige overvågningsvideoer finder Daniel noget, der måske kan lede mod opklaring.
I Rwanda bliver den relativt nyudnævnte danske ambassadør gjort opmærksom på elendige forhold for børnearbejdere i minedriften, men da han går ind i sagen, kommer der truende reaktioner både fra det afrikanske kontinent og fra den danske regering. Regeringens håndlangere, her kommunikationsafdelingen, er ikke blege for at benytte lumske metoder i diplomatiets navn. På sigt viser sig en forbindelse mellem mordet på Tesla-direktøren og truslerne mod diplomaten. Slutningen er voldsom, og blandt andre Maja går i rent James-Bond-mode med risiko for eget helbred.
Det er ikke helt Fredrick Forsyth, men der er nogle kvaliteter i thrilleren, man kan nyde udover selve spionplottet og tempoet. For eksempel får vi glimrende billeder af FEs ansatte, med meritter og små interne uoverensstemmelser, ligesom embedsmandsambitioner også udvikler sig til at være en politisk faktor.
Thrillerens aktualitet bekræftes af Wagner-gruppens tilstedeværelse, verdens forhold til børnearbejde, og Mellemafrikanske holdninger til homoseksualitet.
Der kunne have været mere guf om Forsvarets og Politiets Efterretningstjenester – Findsens karriere taget i betragtning, men måske skal man bare købe, at det er almindelige jobs uden guf, når lige undtages Maja og hendes James-Bond-aktiviteter?
Mørket under Kigali
Lars Findsen og Jacob Weinreich
385 sider
Politikens Forlag
Udgivet: Juni 2026
Birte Strandby