Folk insisterer på, at man ikke bør dø alene. Jeg tror ikke, at det gør nogen forskel.

Den norske hjertekirurg Birgitte Solheim har boet og arbejdet i Paris. Hun er over halvfems og ligger nu på et privat plejehjem og afventer døden.

En morgen vågner hun og er blind, og derfra handler det mest om at forlade livet. Nogle gange kan hun heller ikke tale, der kommer ingen ord fra hende, selv om hun vil sige noget. Hun står foran den store selvopgivelse, men man aner alligevel frustrationen.

‘Jeg kan ikke bevæge mig,’ siger jeg.

‘Jeg forstår ikke, hvad du siger’, siger nogen.

Forfatteren sætter med stor præcision ord på det, de fleste frygter i alderdommen:

Ingen spørger: ‘I hvilken samtid følte du dig mest hjemme? Hvilket land? Hvilket sprog? … Hvordan ønsker du din død?

Nej, de siger: ‘Sikke en fin farve du har i kinderne’.

Familien kommer og går – genernes periferi kalder hun dem – plejere kommer og går. Hovedpersonen mister enhver selvstændighed. At hun skal til fest på plejehjemmet, betyder at hun flyttes over i en kørestol og spændt fast. En dag beslutter hun, at hun ikke længere vil spise.

Teksten er inddelt i små afsnit der hver fortæller om et stadie på turen ud, om periodisk demens, om plejehjemmet, og fortælleren røber jævnligt humor og overblik der gør det lidt lettere at følge med på rejsen.

’Så famler jeg rundt i mit indre. Hvis sjælen findes der, er hun en lille tyndslidt pige, dirrende af uro og ensomhed, som beder om tilgivelse for at være til.’

Dødsværk er sidste del af en trilogi om Birgitte Solheim.

Dødsværk

Kjersti Anfinnsen

Oversat af Arko Højholt

105 sider

Vild Maskne

Udgivet: 25.08.2026

Birte Strandby