Uden nationalisme intet demokrati, uden folk intet folkestyre

Christian Egander Skov udtrykte i sin bog Borgerlig krise fra 2022 bekymring for blå bloks tab af ideologi og folkets afmagt, en bekymring han forfølger og udbreder i Folkeligt skal alt nu være. Med hjælp fra Grundtvig afdækker Skov i bogen hvem der er folket, og hvor de gik hen. Skov søger at genindsætte begrebet folkelighed som en nødvendig forudsætning for demokratiet. Hovedpointen er, at et folkestyre ikke kan fungere uden et folk – forstået som et fællesskab med en delt historie, loyalitet og vilje til at løfte fælles opgaver.

Bogens styrke er dens historiske udsyn. Skov forbinder aktuelle begivenheder som Brexit, migrationskrisen og krigen i Ukraine med længere idéhistoriske udviklingslinjer. Historien om demokratiet begynder med Den franske Revolution i 1789 og med amerikanernes løsrivelse fra England i 1776-1783. I Frankrig er folket blevet overhørt så længe, at de gør oprør, og i Uafhængighedskrigen har amerikanerne fået nok af Englands overherredømme. Den amerikanske uafhængighedserklæring handler om, at man ikke vil have en konge. Magten skal komme fra folket.

I Danmark kom det lidt senere, men i 1849 indførtes en slags demokrati for særligt udvalgte, og med Grundtvigs ideer udviklede almuen sig til et folk understøttet af nye muligheder for dannelse og folkeoplysning, og man grundlagde højskoler, friskoler, andelsforeninger. Folket blev en magtfaktor.

Vores – og demokratiets –  nye problem er ’en altgennemtrængende individualisering der præker mangfoldighed, men efterlader os i den kvælende ensheds valg mellem Pepsi og Coca-Cola.’

Skylden skydes på individualisering, teknologisk udvikling og globalisering. Individualiseringen påvirker fællesskabet og den nationale identitet, der er en forudsætning for demokrati. I stedet har vi fået populismen, der ifølge Skov altid er antidemokratisk. 

Uligheden er vokset. Både forskellen mellem rig og fattig og mellem udkant og de københavnske saloner. Som vælger føler man afmagt, og tilliden til regering og Folketing er faldende. De sociale medier og ‘techgiganternes fremadskridende undergravning af forretningsmodeller for traditionelle medier’ har ændret vilkårene for den politiske debat – og dermed for folkestyret …’. 

Også ForeningsDanmark er ramt. De frivillige foreningers bestyrelser og medlemmer er ofte i pensionsalderen, og de mange foreninger mangler folkelig opbakning. Vi er forbrugere af servicesamfundet, men tager vi også del i pligterne? Kan vi gendanne den folkelige opbakning til vores demokrati, eller skal vi acceptere, at noget er forsvundet, og at vi må finde nye veje:

Det handler ikke om at integrere minoriteter ind i en fælles kultur, men om, hvordan livsformer, der vil forblive forskellige, kan sameksistere gennem en form for modus vivendi. (John Gray)

Skovs bekymring er til at forstå især for dem der stadigt holder liv i de mange foreninger. Vejen til meningstilkendegivelse er blevet kortere, men der er blevet længere til magten. ‘Folkeligt skal alt nu være’ forklarer problemerne tydeligt, og bogen giver en god forståelse af demokratiets vanskeligheder. På sine steder er den nærmest overforklarende, og sproget bliver jævnligt lidt tungt i modsætning til den klarhed og det overblik der præger ‘Borgerlig krise’. Ikke desto mindre er budskaberne klare og vigtige og hjælper os til at forstå truslerne mod demokratiet, og måske hvordan vi kan genoplive det.

Til et folk de alle hører, som sig regner selv dertil (Grundtvig)

Der er henvisning til en række bøger, herunder De grænseløse, Vejen til ansvar, Fri os fra den værdiløse borgerlighed, Hvad det vil sige at være borgerlig, Tribaliseringen af Europa, Autocracy, Inc.

Folkeligt skal alt nu være – et forsvar for vores folkestyre

Christian Egander Skov

251 sider

Gyldendal

Udgivet: 2026

Birte Strandby