Her er romanen der giver ordet polterabend en særligt truende klang. For Lykke der efter at have gjort op med sit faderkompleks endelig har fundet den ideelle ægtefælle bliver den planlagte polterabend en blandet fornøjelse.

Veninderne har leget en partybus, og Lykkes gamle kærester stiger på undervejs på ruten. Både dem der var ok, dem som hun ikke ønskede at se igen, og så ham som hun ikke rigtigt har fået slået op med trods fundet af den ideelle ægtefælle.

‘Det er en slags … Her er dit liv fortalt gennem dine mænd. Når du ser, hvem du ellers kunne være endt med, så er du klar til at elske og ære Jesper, til døden jer skiller. Det vil jeg godt vædde på.’ (Annika)

Synsvinkel og fortælling leveres humoristisk af Lykke og foregår dels i partybussen i 2024 og dels i tilbageblik til liv med tidligere kærester og de evigt omsorgsfulde veninder. Der er tilbageblikket på Mads, hvor det endelige brud blev gennemført med milimeterpræcision, og Lykke tager nøjagtigt halvdelen af toiletrullen. Der er også det skæbnesvangre kærlighedsmøde med en mand der tidligere har efterladt bedsteveninden i en tilstand af sorg flere år efter, at forholdet sluttede.

De truer med en partybus er en underholdende roman, der fint blander pinlige situationer, skæv humor, skam og kærlighed. Lykke er troværdig. Hun træffer dårlige beslutninger og forsøger at skjule sine problemer. Til gengæld er hendes far lidt tegneserieagtig med sin maskuline selvforståelse der gør den trofaste hustru til en vigtig rekvisit, men ikke en ligestillet i ægteskabet. De mange bipersoner krydrer og nuancerer denne moderne feelgood-roman.

De truer med en partybus

Susan Knorrenborg

366 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 2026

Birte Strandby