Farlig Siesta benævnes som en koldkrigsroman, og det er ikke helt ved siden af. Den foregår i Barcelona i 1975 i tiden omkring den spanske diktator Francos død. Den danske efterretnings tjeneste, amerikanske CIA, det spanske politi, endnu stærkt præget af fascistiske holdninger, venstreorienterede aktivistiske unge og sovjestiske KGB – er af forfatteren Tonny Vorm behændigt mikset sammen til en fortælling. En fortælling med fortættet spænding og med kun ganske lidt tomgang.
Persongalleriet er først og fremmeste den purunge Saga Mikkelsen og den lidt ældre politibetjent Poul.
Saga er datter af ingeniøren John Mikkelsen, der arbejder for den amerikanske middelhavsflåde, der har baser i Spanien.
Poul er tilknyttet politiet i Rødovre og er dødtræt af at skrive rapporter om butikstyve og fartsynderen. Han har større ambitioner. En dag bliver han kaldt til samtale med FE-chefen – og tror knapt sit eget held. Chefen sender ham til Barcelona, fordi han med en spansk mor behersker sproget. Pouls opgave lyder: Find John Mikkelsen, eller hvor han er.
John Mikkelsen har nemlig været sporløst forsvundet en tid.
Saga er rejst til Barcelona, da hun er træt af sin mor og bor nu hos sin far. Hun tager det i begyndelsen roligt, at han ikke er der. Hele Sagas liv har faren bogstaveligt været fraværende og gået sine egne veje uden at orientere sin familie.
Hun omgås en flok aktivister og pushere, som hun trives godt blandt. Hun er fotograf og håber på at kunne sælge en fotoreportage til det kommunistiske dagblad Land og Folk om stemningen i Barcelona efter Francos død.
Poul har fået besked på, at kontakte den engelske journalist Howard Rothbone, når han kommer til Barcelona. Det gør han også – men finder Rothbones lejlighed gennemrodet. Og viser det sig senere, Rothbone myrdet.
Han og Saga finder sammen – og nu begynder den ene forvikling efter den anden. Kan de stole på hinanden? Det spanske politi sætter kløerne i Poul. Saga bliver mistænkt for at vide, hvor faren er henne.
Poul mødes med CIA, der tilsyneladende hjælper ham – men gør de nu også det?
Er John Mikkelsen hoppet af til Sovjet, fordi han er spion for dem?
Og handlingen er fyldt med det ene spørgsmål efter det andet. Hvem kan stole på hvem? Hvilken dagsorden har de forskellige involverede. Ofte må der foretages hurtige forsvindingsnumre.
Og slutningen? Tja, den er lidt kryptisk… Måske kommer der et bind to?
Farlig Siesta
Koldkrigsroman
Forfatter Tonny Vorm
313 sider
Udkom juli 2028
Gutkind
Anmelder Bjarne Gregersen