Den palæstinensiske journalist Ghassan Kanafani døde i 1972 som 36-årig. Han regnes som et hovednavn i    palæstinensisk litteratur. Nu udgiver Gutkind novellesamlingen ”Mænd i solen”, der rummer fem fortællinger, hvoraf det er første gang den ene udkommer på dansk. 

Ghassan Kanafani var flygtning og aktivist for den palæstinensiske befrielsesbevægelse, idet han fungerede som talsmand for PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), en organisation, der i dag er på EU’s terrorliste. Politisk var han marxist-leninist. Han døde, sammen med et familiemedlem, ved et bilbombeattentat som den israelske efterretningstjeneste Mossad stod bag. Gennem sit korte liv satte han med sine noveller, essays og dramatik et varigt præg på palæstinensisk litteratur, omend hans forfatterskab i dag må læses med det kritiske forbehold, at han politisk forsvarede den væbnede, revolutionære kamp.

Forfatter Kirsten Thorup har skrevet bogens forord, der opridser Ghassan Kanafanis forfatterskab og politiske engagement. Hun giver et resume af handlingen i alle fem fortællinger og sætter desuden ord på sin egen relation til Ghassan Kanafanis forfatterskab. Læseren bliver varslet, at fortællingerne ”gør os klogere på de umenneskelige konsekvenser Israels oprettelse som en bosættelseskoloni plantet i det historiske Palæstina, har haft og stadig har for den palæstinensiske befolkning.” Det virker indlysende, at et værk som dette er interessant at udforske for at forstå det palæstinensiske spørgsmål og kulturen. 

Bogen indeholder følgende noveller: 

  • Mænd i solen
  • Alt hvad I har tilbage
  • Tilbage til Haifa
  • Brev fra Gaza
  • Umm Saad

Novellerne er nyoversat af Fayez Kanafani, June Dahy, Elisabeth Moestrup og Ulla Prien. Ved hver novelle er angivet udgivelsesår og oversætter. Teksterne har et omfang, der placerer dem mellem det vi vel nok kan kalde en novelle og en kortroman. Alle fortællinger er fra 1960´erne. Værket appellerer bredt til yndere af politisk engageret litteratur, men taler særligt til dig, der allerede har en grundlæggende indsigt i Palæstinas historie og den palæstinensiske skæbne. Under alle omstændigheder bør forordet læses. Undervejs savnede jeg en historisk tidslinje for Palæstina med vigtige årstal og historiske hovedbegivenheder.

Titelfortællingen ”Mænd i solen” regnes efter sigende som værende en af grundpillerne i moderne palæstinensisk litteratur. Teksten er fra 1963 jf. titelbladet. Ghassan Kanafani var gift med danskeren Anni Høver Kanafani, som ”Mænd i solen” er dedikeret til. Sammen fik de to børn, og det er Fayez Kanafani, der har oversat den pågældende tekst. 

”Mænd i solen” er stærk, sanselig og bevægende læsning om tre mandlige palæstinensiske flygtninge, der forsøger at komme fra Irak til Kuwait i jagten på et job og en bedre fremtid. Abu Qais, Assad og den unge Marwan møder lastbilchaufføren Abu Khaizuran. Han lever af at smugle folk over grænsen til Kuwait i vognens store vandtank. Men det kommer med en meget stor fare. Undervejs i den dramatiske fortælling afdækker Ghassan Kanafani hver af mændenes baggrund og skæbne. De har forskellige motiver til at søge til Kuwait. Chaufføren og smugleren Abu Khaizuran har også en svær tilværelse. ”Mænd i solen” er en barsk beretning om levevilkår meget ulig vores. Det er fremfor alt en tragedie og fortælling, der gør stort indtryk. Mændenes desperation beskrives på en klaustrofobisk måde. Ghassan Kanafani understreger den altudslettende afmagt, der er synonym med flugt. 

Afmagtsfølelsen går igen i de næste noveller. Her giver Ghassan Kanafani stemme til flygtningenes vilkår, tab af hjemlandet, udmattelse, undertrykkelse og den palæstinensiske identitet. Det sker b.la. i ”Brev fra Gaza”, der er den korteste af alle fortællingerne. En ærgerlig mangel ved udgivelsen er, at den ikke angiver både skriveår og udgivelsesår. Dette gør sig særligt gældende for den korte brevnovelle ”Brev fra Gaza”. Min research viser, at Ghassan Kanafani skrev novellen i 1956, da han var blot 20 år gammel. I bogen er der dog alene angivet 1962, som er det oprindelige udgivelsesår for novellesamlingen. Det er en ærgerlig udeladelse, da præcise årstal er afgørende for at forstå værkets historiske kronologi. Der skete voldsomme politiske omvæltninger i Palæstina mellem 1956 og 1962, ligesom forfatteren selv gennemgik en markant personlig og litterær udvikling i disse år. Som anmelder savner jeg derfor den præcision for at kunne sætte teksten ind i kontekst.

I ”Brev fra Gaza” skriver en mand i Gaza et brev til sin ven i USA. Heri afslår han vennens tilbud om at hjælpe ham med at komme til Californien. Senere i brevet viser det sig, at brevskriveren har besøgt sin lille niece Nadia på hospitalet. Efter et bombeangreb er begge pigens ben blevet amputeret. Det er en øjenåbner. Brevskriveren føler behov for at blive og hjælpe sit folk fremfor at emigrere. ”Brev fra Gaza” er meget tydelig i sit politiske statement. Den korte fortælling gør indtryk på den måde, hvorpå den understreger tilknytning og betydning af rødder. Forfatteren benytter nogle store sproglige kontraster til at betone forskellen på hjemlandet og Californien. 

Generelt giver Ghassan Kanafani dig en flot læseoplevelse, men det er ikke nogen hurtig læst bog. Ghassan Kanafani var en af sin tids intellektuelle. Hans sprog er billedrigt og poetisk, så det kan virke krævende at tilgå. Men samtidig er han meget konkret, ligefrem og handlingsorienteret i beskrivelserne. De barske menneskeskæbner portrætteres ret nøgtern og usentimentalt. Det er svært ikke at blive bevæget, om end det også kan skygge at teksterne er så politiserende fra start til slut. 

Indimellem var Ghassan Kanafani mere eksperimenterende i formen. Det ser vi i ”Alt, hvad I har tilbage”, der foregår i en flygtningelejr. Det er stilistisk en meget mere moderne tekst, der veksler mellem flere stemmer. Den springer i tid og rum, ligesom forfatteren også gør brug af dybdegående indre monologer. Det kan kræve en ekstra gennemlæsning at få greb om fortællingen. Ghassan Kanafani viser, at når hjemmet og rødderne er tabt, er den enkeltes handlekraft det eneste, der er tilbage. Ved at lade karaktererne tage skæbnen i egne hænder, formår værket at pege fremad med et budskab om håb.

Ghassan Kanafani var og er et centralt navn i palæstinensisk litteratur. Bogen står som en påmindelse om ikke at glemme den palæstinensiske tragedie. Som læser bør man holde sig for øje, at forfatteren havde et klart politisk ærinde med sit virke. Konflikten rummer imidlertid tilsvarende tragiske menneskeskæbner på den anden side. Det er altid mennesker, der er ofre for politik, krig og magt. ”Mænd i solen” giver et rystende indblik i flygtningens psykologi, hvor flugten slider selvrespekten op, og håbet langsomt blegner. Samtidig fungerer bogen som en skarp kritik af den politiske og menneskelige passivitet, der lader katastrofen ske i stilhed.

Mænd i solen

og andre fortællinger fra Palæstina

Forfatter: Ghassan Kanafani

Oversættere: Fayez Kanafani, June Dahy, Elisabeth Moestrup og Ulla Prien

Forlag: Gutkind

276 sider, hardback

Udgivelsesdato: Den 29. maj 2026

Anmelder: Nønne Lønne Votborg