105 artikler om musik og musikere af Klaus Lynggaard – udgivet på Lynggaards 70-års fødselsdag den 15. september. Vi beklager forsinkelsen!

Det handler om danskerne: Bent Fabricius-Bjerre, C. V. Jørgensen, Niels Skousen og 20 andre. Der er en voldsom overvægt af mænd, men sådan har musikken vel historisk altid set ud?

Det handler også om amerikanere: Billie Holiday, Miles Davis, Johnny Cash og Willie Nelson og alle de andre. 

Og om de berømte bands og om de andre velkendte kunstnere: The Beatles, Led Zepperlin, Abba, Bob Dylan, k.d. lang og mange flere.

En samtale med Bent Fabricius-Bjerre fra 2003 går tæt på hans jazztid i slutningen af 1930’erne, men berører også hans betydning for dansk filmmusik – og noget om Fabricius-Bjerres rødder: Bent Fabricius-Bjerre gik på klassisk musikkonservatorium for at lære at spille klaver. ‘Man måtte ikke spille jazz på konservatoriets klaverer; de sagde, det ødelagde instrumenterne.’

For Fabricius-Bjerre har især The Beatles forandret musikverdenen: The Beatles ‘gjorde lige hvad der passede dem’, brød med adskillige af musikkens skrevne og uskrevne regler, og gav plads til nye musikere der ikke kunne læse noder, men lod sig styre af gehør og entusiasme.

Artiklerne røber solid viden om musikerne og musikken og leverer også et blik på samtiden. I artiklen ‘Roskilderitualet’ er der et indblik i forfatterens egen ungdom incl. Roskildefestival i 1973 – hvor:

Vi abonnerede ukritisk på tidens udbredte opfattelse, at ungdom i sig selv var en kvalitet, og at den uden de store anstrengelser ved hjælp af fede frisurer, seksuelt frisind, farverigt kluns, god narko, østlig mystik, superb rock musik og slet skjult selvfedme ville gøre kloden til et bedre og fredeligere sted for alle. Hvor svært kunne det være? Helt ærlig.

Men musikglæden begynder allerede med De små synger og siden dansk revykulturs ypperste navne, Liva Weel, Marguerite Viby, Osvald Helmuth og Kai Normann Andersen.

Nogle af teksterne er nekrologer herunder et smukt farvel til Poul Dissing og til Troels Trier. Andre tekster beretter entusiastisk om oplevede koncerter for eksempel Willie Nelsons koncert i København i 2010 – det er lige før, læseren også bliver lidt rørt over bare ved at læse andenhåndsberetningen: ‘… og man står sgu der og bliver lidt smålykkelig …’. Der er ligeledes koncerter med Bob Dylan og Paul Simon: Nu har jeg så både set Bob Dylan smile og Paul Simon danse, min sjæl, hvad vil du mere?

Det er engagerede og inspirerende artikler, og for den modne læser er der meget at genkende og glæde sig over. Teksterne er desuden humoristiske og berigende, så man også kan nyde alle dem om kunstnere, man ikke kender.

Ikoner – Et liv med musik og musikere

Klaus Lynggaard

438 sider

Frydenlund

Udgivet: 15.09.2026

Birte Strandby