Kirsten: Altså, jeg kører fandme ikke i taxa. Det er jeg holdt op med for mange år siden.
Rasmus: Fordi de ikke lukker dig ind?
Kirsten: Nej, det er, fordi de spørger, hvilken vej de skal køre.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm forklarer i ni kapitler Rasmus Bruun og læseren, hvordan verden hænger sammen. En mere politisk ukorrekt bog skal man lede længe efter, og hvis man er den type der finder behag i at høre diverse politikere voldsomt bagtalt, så er der et par timers underholdning her.
Kirsten Birgit er ikke den der gør forskel på de politiske partier i sine karakteristikker. Den åndeligt mindrebemidlede politiker er Kirsten Birgits yndlingsoffer og han/hun udsættes for degraderende og ydmygende sammenligninger. Rasmus er den forsigtige, kritiske røst der får Kirsten Birgit til at hæve stemmen.
Flere gange diskuterer duoen Lars Løkkes forsøg på at købe Fonsecas mandat. Rasmus siger for eksempel: Jo, men vi kan jo ikke have et demokrati, hvor man kan sidde og købe hinandens mandater. Altså, tænk nu, hvis der sad nogle rigmænd derude og skillingede sammen.
Kirsten Birgit: Nå, Ole Birk Olesen-argumentet.
Om vælgerne siger Kirsten: Den almindelige, dumme vælger. Den almindelige, bøvede kakkelbordsdansker. Den jævne, suppeædende, kartoffelspisende dansker.
Og Rasmus siger: Ja, altså folk, som stemmer på Lars Løkke.
Men Kirsten samtaler på Rasmus er andet end det politiske. Her er interessante kapitler om ‘Ansvarlig feminisme på arbejdspladsen’ og ‘Skal du være diktator, kan du i det mindste starte med at læse en bog’. Der er kort sagt mulighed for forfinet dannelse, opklarende kommentarer til dagens politikere og den tryghed der er i Kirsten Birgits klippefaste og knivskarpe vurderinger af landets tilstand.
Det hele slutter med Kirsten Birgits prædiken på Bakken. Den er ikke smigrende for tilhøreren, men man læser jo heller ikke Kirsten Birgit for at få en Bjergprædiken.
Kirsten samtaler på Rasmus
Overlevelsesguide til en lortetid
293 sider
Gyldendal
Udgivet: 2026
Birte Strandby