Roman der kan ses som et ironisk billede på, hvad beslutninger og ønsker i en del af verden kan betyde for mennesker andre steder.

I Yangambi i Belgisk Congo lever knap 200 mand fra kong Leopold den II’s Force Publique. De skal blandt andet sørge for at levere gummi til de europæiske markeder, og de skaffer også mahogni og elfenben.

Årstallet er 1904, og romanen begynder med den unge officer Chrysostomes ankomst til Yangambi. Han er rettroende og rettænkende, og hvad der er værre: Han er den bedste skytte i hele kompagniet til stor irritation for de andre officerer. Irritationen vokser til had for nogens vedkommende, og en snigende konflikt ledsaget af onde rygter og nedsættende omtale optrappes gennem hele romanen for at ende i en refleksiv crescendo med mange hævnere.

Romanen er dybt skræmmende på samme måde som Goldings Fluernes herre er det, og de hvide officerers grusomhed og arrogance kan få en læser til at skamme sig over at være menneske.

Forfatteren beskriver sine karakterer vidunderligt indlevende, og man får indtryk af afstanden til familien i Frankrig, holdningen til de lokale stammer og tænkemåden hos oppasseren Donatien, der i sin familie har såvel en række tyve som en morder og en selvmorder.

Midt i det grusomme findes pletter af ironi og humor, som da militærforlægningen får besøg af en biskop, der skal ledsage en statue af Jomfru Maria til sit blivende sted, og da Den Kongelige Zoologiske Have i Bruxelles sender en gammel hanløve, for at den skal få mulighed for at dø en værdig død i junglen.

Syv huse i Frankrig

Bernardo Atxaga

Oversat af Iben Hasselbalch
216 sider
Møller
Udgivet: 04.04.2014