Janus er psykiatrisk overlæge. Han er netop kommet tilbage efter en sygemelding og begynder sin tilbagevenden med at deltage i åbningen af det nybyggede, milliarddyre, psykiatriske hospital med den helende arkitektur der har god mulighed for at reducere patienternes indlæggelsestid

Det er en storslået opvisning, selv om sundhedsministeren forsvinder kort før sin tale – fordi låsen på toilettet går i baglås

Der er flere optimistiske taler under receptionen, men Janus er skeptisk, og han får også sine vanskeligheder med job og metier. Dels tilbagevises hans artikel om sindssyge, dels hænger han på en guitarspillende kollega der har anderledes ureglementerede ideer til psykiatrisk behandling, og dels har hans nye chef de besynderligste forventninger til deres fremtidige samarbejde og til behandlingen af patienter.

På hjemmebane viser det sig at gå endnu dårligere, end han regnede med. Han mister sin hund, forholdet til hustruen er blevet skrøbeligt, og hans lyst til livet noget varierende.

Samtidigt har han vanskeligheder med nye patienter. Især aggressive Frederikke der viser sig at have overraskende hemmeligheder. Janus er en selvbevidst mand, men der er ting, han ikke kan kontrollere.

Receptionen på det nye sygehus er beskrevet med ironi og humor, hvorimod den daglige behandling af patienter virker ærlig, og som noget der har fundet sted i virkeligheden. Plottet er interessant i sig selv, men det er billedet af den psykiatriske behandling i det lille velfærdsland der får læseren til at reagere. Der er kamp om ressourcerne, om sengepladserne, og hvor dårlig skal en patient være for ikke at blive sendt ud i hverdagen igen? Og er det ok, at en læge må tage sig af 15 nye indlæggelser på en enkel vagt?

Cirklens karikatur

Torsten Warrer

210 sider

Skriveforlaget

Udgivet: 12.02.2026

Birte Strandby