Leif Sylvester har i sin samtid og i sit livsværk udviklet og udbredt en form for demokratisering af kunsten, vor livserfaringer fra en bred og svindende underklasse som motiv bringes ind i kunsten.
Sådan skriver Iben From i indledningen til Den store Sylvester, 400 sider med fotografier af Leif Sylvesters mange værker. Iben From giver yderligere nogle tilgange til komme ind i billeder og skulpturer og fortæller om inspirationen fra CoBrA, europæisk avantgardebevægelse og kunstnersammenslutning som var aktiv mellem 1948 og 1951. Henry Heerup og Asger Jorn var blandt de danske kunstnere i sammenslutningen.
Hos Sylvester er personerne – og det er dem der fylder 95 % af produktionen – farverige, skæve og naivistiske. Det giver en sjov kontrast i de to billeder, hvor der er våbenbærende personer: ’Skør person’ fra 2011 har en tydelig, skarpt tegnet pistol i venstre hånd, og indianeren i billedet ‘På krigsstien’ fra 2006 har kniv og økse malet på samme skarpe måde i modsætning til persontegningerne – lidt uhyggeligt, og hvorfor mon våben er konkrete, hvor personerne er mindre skarpe i tegningen?
Men mere uhyggeligt bliver det i de billeder der er inspireret af borgerkrigen i Eksjugoslavien. Her er krigens gru i klare farver, og det røde må være blod.
Andre billeder er lettere, sjovere, og som Iben From skriver så er der flere steder en kraftig ironi som eksempelvis i billedet ‘Min tipoldefar med sin taterkone’. Begge portrætter er skelethoveder.
Leif Sylvester har en omfattende produktion bag sig. Udover de mange billeder, er der også trærelieffer, figurer skabt i ler eller udhugget i marmor eller bronze, udsmykning af blandt andet Ørestad Skole – det sidste uden ironi eller dystre undertoner.
Der er en fortælling i de fleste billeder, og man kan lægge meget i for eksempel maleriet ‘Utilfreds natur’, hvor fire dyr, blandt andet en slange og en abe, skræmmer en kvinde, eller måske et barn, så håret rejser sig på hendes hoved, og hun taber slikkepinden. Og det er en hel samfundsfortælling i De u-undværlige, en række figurer i glaseret stentøj, Finn A. Nielsen, lilleputtræner, Margit Lisa, forperson i hjælpeorganisationen Pinden, Gurli Møndrup, sygeplejer med flere.
Samlet er Den store Sylvester en farvestrålende række billeder med glade motiver. Ser man nærmerer på malerierne – og også skulpturerne er der mere end blot det glade. Det er en anderledes vinkel på mennesker til hverdag og og i mindre hverdagsagtige situationer.
Den store Sylvester
Udvalgte værker 1993-2024
Leif Sylvester
Indledning af Iben From
400 sider
Frydenlund
Udgivet: 10.04.2025
Birte Strandby