Denne gennemgang indeholder “spoilers”

I Disclosure Day får journalisten Magaret Fairchild (Emily Blunt) pludselig mystiske, ustyrlige evner. Sammen med den etiske hacker dr. Daniel Kellner (Josh O’Connor) må hun nu forsøge at finde sandheden om sin egen situation og den mulige eksistens af rumvæsener, imens de begge jages af den hemmelighedsfulde virksomhed Wardex.

Efter at have set Disclosure Day var jeg klar til at hylde Spielberg som den nye store, sarkastiske filminstruktør. Måske han, på sine gamle dage er blevet bitter, på sådan en fed John Carpenter-agtig måde? Jeg så kort efter et interview med Spielberg om filmen og blev møg skuffet. Han lader til at mene sin film helt seriøst. I retrospektiv ved jeg ikke, hvad jeg tænkte. Spielberg har altid været en drømmer og idealist i hver eneste film han har lavet. Selvfølgelig har han ikke ændret sig i en alder af 79 år.

I sit interview med The Daily gør Spielberg klart, at han tror på rumvæsener. Det primære argument er tilsyneladende mængden af øjenvidneudsagn. Han er åbenbart aldrig blevet konfronteret med det faktum at frekvensen af øjenvidenderapporter systematisk følger mængden af populære mediematerialer om emnet. Det har således ikke været åbenlyst for ham, hvorfor en masse mennesker pludselig mente, at de havde været kidnappet af aliens efter at have set hans klassiske film Close Encounters of the Third Kind. Måske han troede at han havde opløst et tabu? Uanset er det ikke dummere, end når jeg tolker manden som har lavet den film, som sarkastisk når han laver endnu en film om rumvæsener. Særligt når vi nu lever i en tid hvor den amerikanske regering jævnligt sender mystiske, men stadigvæk utroligt grumsede filmoptagelser ud i æteren. Jeg må blot minde om at U. F. O. står for “Unidentified Flying Object” og ikke “Utvivlsomt Fremmede Oppefra”. Indtil vi rent faktisk ser et rumvæsen, er det meget mere plausibelt at de ting vi ser enten er fake news eller stater eller private fra Jorden som tester ny teknologi.

Disclosure Day er måske ikke en sarkastisk kommentar om vores misinformations-æra, sådan som jeg troede, da jeg så den, men den er nu stadig en underholdende film.

Filmen starter bogstaveligt talt med, at tilskuerne får tæsk. I første indstilling slår en pro-wrestler lige ind i kameraet, som for at ramme mig, seeren, i ansigtet. Det kan man jo læse alt muligt ind i. Når man ved at Spielberg ikke er sarkastisk, så er en nærliggende tolkning at der er en vis frustration over at folk endnu ikke har fattet at der findes rumvæsener. De vil hellere slås i ansigtet af en pro-wrestler. Vi engagerer os i fordummende underholdning, som forhindrer os i at indse sandheden. Dvs. i denne film, sandheden om rumvæsener der holdes skjult af den private virksomhed Wardex som styres af Noah Scanlon (Colin Firth).

Jeg synes, at min tolkning af filmen som sarkastisk er meget mere interessant. For mig at se har vold imod seeren/kameraet en særlig impotent karakter. Jeg bliver ikke rent faktisk slået i ansigtet af en pro-wrestler, ligesom Gaspar Noe ikke rent faktisk ejakulerede på mit ansigt i sin film Enter the Void, hvor vi ser et fuldbyrdet sammenleje fra vaginaens synspunkt. Den slags gimmicks sætter fokus på mediets begrænsninger. Uanset hvor vildt det der skal fortælles er, så stopper det ved syns- og høresansen. Så da jeg så Disclosure Day, så jeg det som Spielbergs måde at fortælle: “se, uanset hvad jeg gør, så kan eksistensen af rumvæsener, eller diverse andre sandheder, aldrig etableres fuldstændigt igennem dette medie”. Det Spielberg imidlertid mente var: “Se hvordan I bogstaveligt talt bliver slået i hovedet med sandheden om rumvæsener, og ikke andre sandheder, og stadig ikke fatter det!”.

Det var også måden hvorpå jeg opfattede titlen på filmen: Disclosure Day. Som om det var en årligt tilbagevendende dag. En sarkastisk kommentar til det faktum at vi hele tiden har “disclosure days” for tiden. Så afslører journalister det ene, interesseorganisationer det andet, regeringen det tredje etc. Hver eneste nyhed leveres som den absolutte omvæltning af hverdagen. Et eksempel er corona-nedlukningerne, hvor alle i medierne gav udtryk for at vi nok aldrig kom tilbage til en normaltilstand igen. Her er vi så… og Spielberg er overhovedet ikke sarkastisk, og han har intet generelt at sige om alle de sandheder, vi får serveret hele tiden. Han mener helt konkret med udtrykket “disclosure day”: dagen hvor vi alle sammen får uigendrivelig evidens for at rumvæsener findes. Hvor kedeligt!

Filmen er naiv. Ikke fordi vi ikke har afgørende bevis for rumvæsener, men fordi at hvis vi havde det, så ville det aldrig blive en global nyhed på den måde som Spielberg forestiller sig. Til sidst i filmen bliver alle Wardex’ strengt fortrolige optagelser af rumvæsener vist på lokal tv, så bliver udsendelsen opgraderet til national tv og så til global tv. Det var aldrig sket i virkeligheden. Det var lynhurtigt blevet forklaret som enten manipulation fra den amerikanske regering eller andre, formentlig AI-genereret eller lignende. Spielberg viser i filmen folk, der sidder overalt i verden, klistret til deres telefoner for at følge med i afsløringerne. Billedet er jo rigtig nok, men det de ser er primært semi-porno på Tiktok. Det andet var aldrig sket. Det er endnu en årsag til at jeg ser filmen som sarkastisk. Slutningen på Disclosure Day er simpelthen så utrolig naiv, når man tager i betragtning hvordan mediebilledet fungerer i vor tid. Det er i virkeligheden en tragedie, at selv hvis optagelserne af rumvæsener blev vist globalt via almindelige, flow-tv nyhedsudsendelser og var den pure sandhed, så havde få set det og færre accepteret det. Til gengæld er det en fed sarkastisk kommentar til rumvæsen-miljøet og det postmoderne mediebillede: “Tror I virkeligt, at det ville gøre en forskel, hvis alt dette kom frem?”. Det tror Spielberg imidlertid. Han er faktisk så overbevist om, at det ville ændre alt, at han siger det i førnævnte interview, og i filmen understreger han det ved at opstille situationen således at 3. Verdenskrig er lige ved at gå igang, men så stopper alle op fordi RUMVÆSENER! “Jeg Vladimir Putin dropper her med mine geopolitiske interesser, fordi RUMVÆSENER!”. Åh, den forenende magt ved en vild nok nyhed! Det er en ide om nyheder fra en anden era, ja det er næsten som at filmen er lavet af en ældre generation.

Jeg har, som det måske fremgår, svært ved ikke at tolke det sarkastisk. For mig er det sigende, at det sidste der sker i filmen, efter den endeløse strøm af afslørende videoer, er at hovedpersonerne og den kultistiske organisation, som hjælper dem, hiver et rigtigt, levende rumvæsen frem. Rumvæsenet kommunikerer noget til de to hovedpersoner, vi hører ikke hvad. Lige inden Fairchild (Emily Blunt) skal til at fortælle hele verden, hvad rumvæsenet har sagt, slutter filmen. For det bliver den nødt til! Der er intet som det rumvæsen kunne sige, der ikke fuldstændigt ville ødelægge al den dejlige mystik ved ideen om eksistensen af rumvæsener. Ligeså snart rumvæsener rent faktisk kommunikerer forståeligt og ikke bare i vage, mysticistiske, religiøse udtryk, så forsvinder magien. Så bliver det hverdag.

Der er flere gode ideer i filmen med hensyn til rumvæsen-teknologi.

I filmen følger vi som sagt Margaret Fairchild (Emily Blunt) og dr. Daniel Kellner (Josh O’Connor). Hun er en up-and-comming nyhedsvært, og han er en tidligere data-sikkerhedsanalytiker for Wardex (de onde!), på flugt med stjålen, hemmelig information om rumvæsener. Deres skæbner bliver viklet sammen, da Fairchild pludselig får magiske kræfter, som hun ikke selv kan styre og i den sammenhæng også bliver jagtet af Wardex. Hendes magiske evne kan beskrives som ekstremt empati. Alle hun møder projicerer deres dybeste personlige relationer over på hende og accepterer derfor alt, hvad hun vil have dem til. Nåh ja, og så kan hun alle sprog i verden, men hun tænker ikke selv over det. Hun er kollapset af Babelstårnet. Den naive, fordummende og upopulære tolkning af den evne, giver Spielberg flere gange i filmen (og nævnte interview) udtryk for, som et spørgsmål om at rumvæsnerne, som jo er højere udviklet end os, har meget større empati. At empati i det hele taget er vejen frem. Det er jeg generelt enig i. Min federe og mere cool sarkastiske tolkning er imidlertid at Fairchild, fordi hun er up-and-comming nyhedsvært konstant fejllæser effekten af sin egen kendis-persona. Første gang vi for alvor ser hendes evne i spil er hun blevet stoppet af en politimand, som vil give hende en bøde. Pludselig taler hun til ham om ekstremt specifikke problemer fra hans privatliv, og hvordan han kan håndtere dem. Det rammer ham så dybt, at han lader hende køre uden konsekvenser. Man kan se det som magiske kræfter. Man kan også, hvis man tolker det mere sarkastisk som jeg, tolke hele situationen som om at han lader hende køre, fordi hun er kendt. Det med den personlige samtale er bare en alternativ version af hvordan folk oplever det når de er “starstruck”. På samme måde kan man tolke alle situationer, hvor Fairchild bruger sine evner, som et lettere overdrevent spørgsmål om kendisfaktor. Vi er derude hvor agenter fra Wardex med specifikke ordre om at tilbageholde hende, kigger hende lige i ansigtet og ser deres egen døde mor sige formildende ting til dem. Det er en visualisering af ekstrem empati. Fairchild kan, uden i øvrigt at sige noget, afspejle enhver persons aller inderste, empatiske kerne. Det er i den sammenhæng heldigt at hun ikke møder nogle psykopater. Det er en uudforsket, freudiansk grundantagelse i filmen, at alle mennesker har en indre, meget specifik empatisk kerne, som man kan appellere til. Det er en sjov ide, men den har nok ikke meget med virkeligheden at gøre.

Apropos Freud så har både Fairchild og Kellner fortrængt, hvorfor de er blevet så awesome som de er. Afsløringen af årsagen bliver til en meget interessant og et eller andet sted meget skør scene. Kellner arbejder for en gruppe af forskere der er brudt ud fra Wardex, fordi de mener at Wardex’ behandling af rumvæsener er uetisk. Gruppen ledes af en meget karismatisk mand ved navn Hugo Wakefield (Colman Domingo), der mildest talt fungerer som en kultleder. Han har fået konstrueret Fairchilds barndomshjem i en stor hal i indre by. For den eneste måde at fremkalde ting som folk har fortrængt er jo, som bekendt, at få dem ind i en tro kopi af deres barndomshjem. Wakefield får Fairchild og Kellner placeret på stole i den tro kopi af Fairchilds værelse fra hendes barndom. Her oplever de så deres fortrængte barndomstraume, som selvfølgelig er at de begge blev bortført af rumvæsener, som gav dem særlige evner.

Scenen er højst mærkværdig. Det er som at se to personer, der sidder og følger intenst med i en film. Begge hovedpersoner forekommer fuldstændigt naivt grebet af fiktionen, som om de ingen rationel distance har. Koblet med diverse former for udstyr som kultisterne har givet dem på, minder det om at se Alex de Large se alverdens onder på storskærm i A Clockwork Orange. Modsat Alex er hovedpersonerne i Disclosure Day ikke forhindret i at blinke. De vil gerne se deres traume. Genoplevelsen af det fortrængte, ser de og kulten som forudsætningen for at opnå deres fulde potentiale. Alex de Large hjernevaskes ufrivilligt til at opnå sit fulde potentiale som passiv borger i samfundet. Margaret og Daniel lader sig frivilligt hjernevaske for at opnå deres fulde potentiale som dissidenter. Ligesom altid med kultister! Hele scenen kan læses som indoktrinering i rumvæsenkulten.

Kultlederen Wakefield taler i flere scener om, hvor meget bedre rumvæsenerne er end os, og at hvis vi skal opnå noget lignende, så er meget mere empati vejen. Jeg er måske ikke empatisk nok, men min grundfølelse hver gang Wakefield talte, var at det lige præcis er den slags ting jeg ville sige til et menneske, hvis jeg var et rumvæsen, der forsøgte at skabe en kult omkring mig selv. På den måde er filmen fyldt med, for mig at se, tvetydigheder, der får den til at fremstå enten meget naiv eller meget sarkastisk.

Spielberg har lavet en ok naiv film om afsløringen af eksistensen af rumvæsener. Jeg har set en fantastisk, sarkastisk film om afsløringen af alle sandheder i den postmoderne medievirkelighed.

Disclosure Day

Steven Spielberg

Skuespillere: Emily Blunt, Josh O’Connor, Colin Firth, Colman Domingo

2026

Alex G. Østergaard