Stilfærdigt accelererende krimi om hvordan en almindelig hverdag pludseligt kommer til at handle om mord og mordforsøg.

Ida har en vellønnet stilling, en rig og charmerende ægtefælle, hus og sommerhus. Alt er godt, indtil hun opdager, at hendes mand, Morten, er hende utro. Det kan hun ikke tilgive. Parret aftaler at mødes i hendes sommerhus for at aftale skilsmisse og fordele boet. Sommerhuset ser ud som det plejer. Morten har købt ind til middag, men selv er han blevet dræbt.

Ida er chokeret, og forstår ikke, hvorfor nogen skulle ønske at dræbe ham. Nabokonen fortæller, at hun har set flere gæster i sommerhuset, før Ida ankom blandt andet Idas bror.

Det viser sig, at Morten har hævet alle pengene på fælleskontoen, og at han stod foran en konkurs. Ida får hans ubehagelige kreditorer på nakken, og hun opdager, at hun står som bestyrelsesmedlem i flere af de selskaber Morten har oprettet – uden hun nogensinde har deltaget i et møde eller sat en underskrift. Hun går på egen hånd i gang med at undersøge, hvad der er sket, og der venter hende nogle grimme overraskelser, også om mennesker hun stolede på.

Ved romanens begyndelse er Ida lidt af en stereotyp – måske fordi forfatteren er en mand? – der går meget op i materiel status. Læseren får hyppig opdatering om møbelmærker og indretning af hjem og kontorer, mens karaktererne generelt er overfladisk beskrevet. Det mest bemærkelsesværdige ved politiet er, at deres mand på stedet ligner Nikolaj Coster-Waldau.

Ida er interessant som opdager, fordi hun begynder – naiv og uforstående – i en hverdagsvirkelighed som de flestes. Langsomt trækkes hun ind i overvejelser og opklaring, venners løgne og politiets mistænksomhed. Spændingsopbygningen er bemærkelsesværdig, og sidste del meget overraskende.

Luftkastellerne

Klaus Enghvidt Olsen

413 sider

Forlaget Strax

Udgivet: 06.03.2026

Birte Strandby