Søndag den 22. marts

En smuk dag på krimimessen der stadigt nyder godt af sine velvalgte omgivelser.

Det begyndte i Gymnastiksalen med Mikael Lindholm og Lisbeth Zornigs seneste: Blodburet. Trods det ret uhyggelige emne – mord, afpresning, mennesker der behandles som de mink, vi havde i Danmark – var der god stemning, og parret Lindholm & Zornig er over al måde underholdende. 

Stig Ulrichsen styrede konversationen, og forfatterne kom både ind på det lærerige, det humoristiske og det rørende i krimien for ikke at tale om samfundskritikken, både den der ligger i at behandle mennesker som mink, og så den der sætter ind, når der berettes om udryddelsestruede arter. I lighed med Gretelise Holm bruger parret de tragiske tal om dagens samfund aktivt, når de anbringer dem i kriminelle omgivelser. Det er godt for krimiens relevans og måske også medvirkende til, at at krimien bliver en vigtig del af vore dages folkeeventyr og en del af den kollektive opdragelse.

Forfatterparret blev blandt meget andet spurgt om, hvorvidt krimier kunne blive for uhyggelige. Svaret var ikke entydigt, men de sammenlignede krimiens fortællinger med gamle dages lejrbålsberetninger der udover underholdningen også skulle advare om det, man burde undgå at opleve.

Et andet spørgsmål gik på, hvor meget forfatteren selv fylder, og her var der enighed om, at de fleste karakterer tager afsæt i virkelige mennesker. Hvad der var lige så interessant, var at man som forfatter kunne risikere at dræbe den forkerte. Det havde de gjort i en tidligere krimi, hvor en karakter med masser af potentiale var blevet aflivet. Så hvis man påtænker at skrive en krimi, skal man undgå uhensigtsmæssige drab. Til gengæld må man gerne give sin hovedkarakter særlige kendetegn. Filippa i krimiserien er overvægtig, og efter den første roman med hende blev læserne spurgt, om hun skulle tabe sig. Det skulle hun ikke. Nu har hun så skåret ned på Mars-barerne, men vægten er stort set uændret. Og hun går til mågeskrig, hvilket er en ægte disciplin.

Næsten lige så underholdende var Erfaringes røster i Snedkeriet. Det var med Kim Faber, Lars Kjædegaard og moderator Henrik Palle. Erfaren gammel mand blev lynhurtigt udskiftet til sur, gammel mand, og en del af seancen blev brugt på at berettige surheden – der udover at dække over erfaring også inkluderede praktiske egenskaber som overblik, begavelse og gamle rutiner. Beck blev nævnt som prototypen, mens Holmes, Miss Marple, Poirot ikke helt kunne leve op til surheden, men måske nok erfaringerne.

A propos Marple og Poirot så underholdt Heidi Rosenfeldt om Agatha Christie, forfatterinden der har solgt to milliarder bøger. Det var udmærket, men for mange fans af krimidronningen handlede det måske mere om bekræftelse end om nyheder?

True crime var også et af dagens emner og angiveligt et af dem der trak mest publikum. Et andet emne var stalking, som Kristina Antivakis og Carsten Norton talte om: hvornår er der tale om stalking, og hvad er bevæggrundene. 70 % af stalkerne er mænd, og i langt de fleste tilfælde er der tale om, at de stalker tidligere kærester eller koner. Eksempelvis stalkede en mand sin tidligere kæreste ud fra en ide om, at han skulle aflevere noget af hendes tøj. Kæresten havde flyttet by og job, men han fandt hende alligevel, anbragte posen med tøj ved hendes bil på parkeringspladsen, hvor hun arbejdede. Han sendte hende et billede af posen ved bilen og skrev, at han ville vente på hende. Måske en almindelig ting i andre sammenhænge, men dybt foruroligende hvis det er udtryk for potentielt uønsket samvær. 

I Magasinet fortalte Poul Madsen om Kejseren af Christiansborg, anden del af hans krimi om den selvfede politiker Bjørn der går langt for at gennemføre sin politik, også rigeligt langt når det gælder almindelig anstændighed med god hjælp fra sin gamle ven Carsten der er om muligt endnu mere hensynsløs. I forbindelse med tilfældet Carsten gjorde forfatteren opmærksom på, at dennes lighed med en tidligere chefredaktør på Ekstrabladet var næsten tilfældig. I hvert fald er Carsten både lavere, tykkere og mindre sympatisk.

Udfordringen for forfatteren med Kejseren af Christiansborg var, at det var Bjørn der var jeg- fortæller. Det kræver noget særligt at gøre en selvtilfreds og selvbevidst karakter til jeg-fortæller.

Programmet var alsidigt, og man kunne finde the usual suspects: Nis Jakob, Elsebeth Egholm, Anna Grue, Leif Davidsen og alle de andre. Der var ikke helt så voldsomt pres på som tidligere år undtagen i Magasinet, hvor udstillerne præsenterede årets krimier.

Birte Strandby