Denne roman rummer alt, hvad en læselysten person kan hungre efter. Den er godt skrevet, den indeholder ondskab, brutalitet, medmenneskelighed, skuffelser, hemmeligheder, sammenhold, glæde, trofasthed. Den er spændende og kan således varmt anbefales.
Romanens hovedpersoner er Annabel, der er mor til den anden gennemgående person, Colette. De tilhører en slægt, som siger, at de er efterkommere af Robin Hood. Annabel oplærer datteren Colette i sin kunst: at stjæle smykker – i et snuptag uden at den bestjålne opdager det. Det er ifølge Annabel ikke kriminelt – for de skal kun stjæle fra de grusomme og ubehagelige. Udbyttet ved salg af de dyre smykker,skal bruges til at gøre verden bedre. Aldrig til eget brug.
Handlingen foregår skiftevis i Paris fra 1943 til 1945 og i Boston i 2018.
I det tysk besatte Paris begynder Annabel at stjæle fra nazisterne og kollaboratørerne og giver udbyttet til den franske modstandsbevægelse.
Et bestemt smykke – et armbånd i to dele spiller en stor rolle i historien. Det blev fremstillet til to børn af en jødisk familie. Annabel er ven med den famile. Armbåndet kommer i hendes besiddelse, og hun syer hver sin del ind i døtrenes kjoler for at skjule det – og opbevare det til, når familen kommer tilbage efter at være interneret af tyskerne… Hvilket de ulykkeligvis ikke gør.
Den yngste datter bliver myrdet, da Gestapo stormer Annabels hjem. Colette når at flygte og har således livet igennem den ene halvdel af armbåndet.
I 2018 møder vi Colette i Boston. Hun har anonymt givet store beløb til driften af Center for Holocaust Oplysning. Alt sammen for penge fra stjålne ædelstene, guld og diamanter. Tabet af lillesøsteren har livet igennem redet hende som en mare.
Chokeret opdager hun, at det lokale diamantmuseum udstiller den anden halvdel af armbåndet. Nu begynder den over 80-årige Colette en kamp for at finde ud af, hvem der ejer dette smykke – og dermed få vished for, hvem der myrdede lillesøsteren og stjal det kostbare armbånd
Der kommer nu en lang række andre personer ind i handlingen. Læseren får henad de sidste sider den ene overraskelse efter den anden. Nogle af dem er næsten lige så overraskende, som hvis der i morgen kommer besøg af en flok beboere på Månen.
Forfatteren, Kristin Harmel (født 1979), beskrives som en amerikansk bestsellerforfatter, der skriver historiske romaner. Hun er uddannet journalist og boede i en årrække i Paris, før hun flyttede til Orlando i USA.
Colette Marceaus hemmelige liv
Forfatter Kristin Harmel
Oversat af Randi Bjerre Høfring
414 sider
Udkom april 2026
Gads Forlag
Anmelder Bjarne Gregersen