Der er noget i luften, men i den travle by er der ingen der opdager ufoen fra den anden side af Mælkevejen. En lille gruppe grå væsener, snoldinger, er ved at udforske jordkloden. Og det er virkeligt svært at gennemskue, hvad der foregår der. Der nogle der løber, selvom de ikke hverken flygter eller har travlt med at nå noget. Der er nogen der taler ud i luften og får det til at se ud, som om det er helt normalt.
Den lille ufo – på størrelse med en stor tallerken – flyver uforvarende ind i et restaurationskøkken. Her er kokken ved at gøre klar til tilberedning af blæksprutter, men en af dem lander på hans hoved, en anden på ufoen, så det ser ud som om blæksprutten flyver. Det skaber panik, uorden og nogle mindre skader. De eneste der tager det roligt er to katte der godt kan genkende et velsmagende måltid, når de ser det.
Senere er ufoen udsat for et styrt, og de fortumlede snoldinger lander brutalt i en have, hvor de ser nærmere på deres omgivelser: snegle, en fodbold og et pindsvin der ikke vil fotograferes. Snoldingerne tager hjem igen og fortæller deres artsfæller om den farlige og vilde rejse til planeten med de mærkelige beboere, og to børn af jordboere faktatjekker hos deres far, der kan berolige dem med, at der ikke findes ufoer.
Her er fede, humoristiske tegninger der udvider fortællingen med mange forvirrede jordboere, et tv-program om flyvende blæksprutter og en sur gammel mand der kaster med ufoer. Der er også indbyrdes tale mellem snoldingerne på et sprog, som man kan forstå med lidt god vilje.
Sjov bog, som man kan glæde sig til at læse sammen med den femårige.
Der er noget i luften
Pål Eikenes
Oversat af Flemming Møldrup
72 sider
ABC Forlag
Udgivet: 2022
Birte Strandby