En underholdende interviewbog om, hvorfor der (måske) er langt mellem vælger og politiker

‘Er åndeligheden i dansk politik blevet mindre?’

‘Ja, det er den jo. Og det er der ikke noget mærkeligt i, for politikerne skal jo helst være, hvor folk er.’ (Hans Engell)

Hvad betyder læsning af skønlitteratur for dagens politikere, og hvad betyder det for dansk politik, at der læses mindre end tidligere? Ei blot til læselyst er en slags portræt af moderne dansk politik med nogle interessante input til den kollektive hukommelse. Kan det være rigtigt, at Hans Engell læste Krig og Fred i gymnasiet, og har en konservativ ordfører virkeligt citeret en norsk kommunist fra Folketingets talerstol? Der er meget, vi ikke ved om vores folkevalgte. Spørgsmålet er, om det er problematisk, at de læser så lidt skønlitteratur – ligesom vælgerne.

Hans Engell er den første politiker der bliver interviewet, og han læser. Ikke mindst fordi netop skønlitteraturen giver adgang til livet i landet: hvordan er livet i socialt boligbyggeri, hvad betyder centraliseringen for udkanten, hvad gør vores udlændingepolitik ved mennesker, og hvad betyder klimaforandringerne? Skønlitteraturen har bud på det hele, selvom Engell mener, at der udgives for lidt relevant litteratur.

Men politikerne er – som os andre – på de sociale medier, der sædvanligvis giver en mere overfladisk version af virkeligheden, og den historiske viden er i mange tilfælde fraværende. Engell ser blandt andet tilbage på en tid, hvor politikere læste mere, inddrog bredere viden, citerede forfattere, og hvor kultur fyldte på en anden måde. Eller som Birthe Rønn Hornbech udtrykker det:

Jeg kunne nogle gange i gruppen mærke, at kom jeg med bemærkninger fra Bibelen eller anden litteratur, var det kun Søren Pind, der opfattede det.

Per Stig Møller går så vidt som til at kalde dagens politikere for reagenglaspolitikere, fostret i ungdomsbevægelserne, siden assistenter for politikere, hvorefter de selv får en valgkreds. 71 % af dagens folketingsmedlemmer er akademikere, men har haft meget lidt kontakt med det arbejdende folk, som de lovgiver for. Derfor giver det udmærket mening, at flere af bidragsyderne betegner Christiansborg som en boble, noget som mere skønlitteratur kunne modvirke.

De fleste politikere mener, at tiden, presset, de mange sagsakter der skal læses, forhindrer eller i hvert fald hæmmer læsning af skønlitteratur, skønt flere af dem påpeger litteraturens vigtighed. Og det er lidt katastrofalt:

Men man får i et eller andet omfang en form for tunnelsyn, når man for alvor har magten eller ansvaret. (Bjarne Corydon)

Der er mange gode grunde til at læse skønlitteratur, endnu flere måske hvis man er politiker i en boble og uden kontakt med verden uden for Slotsøen. Ei blot til læselyst inddrager mange interessante vinkler på læsning, og man kan tydeligt fornemme forskellen på nye og ældre politikere og deres læsevaner, og den gode konklusion er, at skønlitteraturen kan være vejen til kontakt mellem politiker og læser. 

Ei blot til læselyst

Beretninger om ånd i dansk toppolitik

Jacob Pedersen

Birthe Rønn Hornbech, Mette Frederiksen, Morten Messerschmidt, Per Stig Møller, Jakob Engel-Schmidt, Hans Engell, Ane Halsboe-Jørgensen, Kaare Dybvad Bek, Bjarne Corydon, Jens Rohde, Merete Riisager

221 sider

Byens Forlag

Udgivet:

Birte Strandby