Vågn op brormand!
Børnebog for de to til fem-årige
Kari Kakerlaks mor siger, at Kari skal vække sin bror der sover sødt – og tungt. Kari laver larm med gryde og ske, hun bruger et tågehorn og går så vidt som til at spise broccoli og prutte kraftigt. Intet vækker brormand, men det lykkes et lille møl at vække ham blidt. Hvoraf man kan lære, at man skal vække sine medskabninger på en rolig og venlig måde.
Illustrationerne er voldsomme og støjende. Der er mange farver og tydelige lydspor: Bøøøvs, Båååt. Teksten er en grafisk del af billedet, og skriftstørrelse angiver lydniveauet.
Der er ikke gjort noget for at skabe et genkendeligt univers for barnet, men både lyd og den korte tekst kan nok engagere tilhøreren, og måske vil barnet hurtigt være klar til selv at læse bogen.
Kari Kakerlak
Vågn op brormand!
Skrevet og illustreret af Rasmus Satto
36 sider
Byens Forlag
Udgivet: 2024
Den dyriske ABC 
Der er efterhånden skrevet mange ABC’er for børn, Halfdan Rasmussens, Snudens ABC, Sigurd Barrets, ABC for barske børn og Den bitre ABC. Den sidste er også skrevet af Kristine Kittelmann-Andersen. Den bitre ABC er ikke specielt børnevenlig med dens befolkning af rygende og drikkende personer både i tekst og tegning.
Den dyriske ABC handler som titlen antyder om dyr. Her er vampyrflagermus, wombat og yakokse. Dyr er hyppige og vel også gode figurer i børnebøger, men man kan diskutere, om eksempelvis følgende vers om ålen Åge er velegnet til børn:
Ålen Åge
har et ambivalent forhold til sin havelåge.
På den ene side
repræsenterer den eminent håndværk,
på den anden side
er den blot en del af hans rækværk.
Og da Åge jo er en ål og bor under vandet,
så bruges lågen til noget andet,
end hvis han boede på landet.
Derved mister lågen en del af sin værdi …
Ja, Åges havelåge,
den lægger han sgu lidt for mange tanker i …
Hverken ordforråd eller indhold sigter på mindre børn.
Der er andre vers med et enklere ordforråd der vil være mere genkendeligt for de små, som for eksempel:
Bæltedyret Benjamin
gik til den lokale troldmand og fik medicin.
Desværre modtog han den forkerte flaske,
og nu er stakkels Benjamin
blevet til en bæltetaske.
Det vil barnet nok kunne forstå uden problemer, men fortællingen er temmelig dyster. I omtalen står, at ABC’en er til børn og barnlige sjæle, og måske er den bedst egnet til barnlige sjæle med humor og et relativt stort ordforråd.
Illustrationerne er farverige tegninger i karikeret, barnlig streg. Der er et lille billede placeret over hvert vers, og billedet viser essensen af verset. Versekvaliteten svinger lidt, men man må tage hatten af for, at det er lykkedes at finde et dyr med q: quetzal.
Den dyriske ABC
Kristine Kittelmann-Andersson
Illustreret af Elsebeth Knudsen
36 sider
Byens Forlag
Udgivet: 2024

Hej Birte
Tak for anmeldelsen!
Jeg vil lige gøre opmærksom på, at du har byttet rundt på illustratorerne på de to bøger.
Det er Elsebeth Knudsen som er illustrator på Den Dyriske ABC, ikke Rasmus Satto.
Dbh.
Kristine Kittelmann-Andersson