Planet X Mørket begynder, hvor etteren i trilogien Planet X – Ankomsten slutter. Der er blevet slukket for solen. Ingen kan se en hånd for sig, og Cody og Susan prøver at finde vej i mørket.

Det samme gør Henry, Codys far, og hele holdet af forskere. De befinder sig i det underjordiske kompleks – Deep Underground Military Base sammen med præsidenten, berømte skuespillere og andre , som skønnes at være bevaringsværdige og vitale for menneskeheden. Her beskyttes de af det amerikanske militær og den noget firkantede general der styrer tropperne. En af forskerne, Bethany, havde forudset, at der ville blive slukket for solen i tre dage, og det er ikke det eneste, der sker. Nogle af dem der opholder sig i beskyttelsesområdet gennemgår en besynderlig forvandling og går til angreb på alle også på soldaterne. Generalen forsøger at flytte forskerne til en anden del af basen. Det bliver en farefuld færd, det er ikke kun mennesker der er farlige, der sker også noget med planterne.

Susan og Cody oplever forvandlingen, men som noget mere positivt, noget der forstærker sanserne, og Cody bliver i stand til at se i mørket. Lykkes det Cody at finde sin far, og hvad er det der sker med jorden?

Der er flere teorier oppe at vende. Handler det om terraforming – altså modificering af planeten, og hvad er det med NASAs troværdighed, og hvorfor stiger temperaturen tæt på pyramiderne i Ægypten? Generalen har endda en helt ny teori om, hvorfor gletsjerne smelter. Der er mange spændende ideer oppe at vende, og vores hovedpersoner lever med besynderlige trusler et liv på kanten af udslettelse.

Spændingsniveauet er højt, og man ved aldrig, hvilke nye farer vores helte møder, eller hvordan de tackler dem. De to første bind i trilogien om Planet X Mørket er medrivende. Det bliver spændende at læse, hvordan vores hovedpersoner klarer ærterne.

Planet X Mørket

Ronny Reffelt

312 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2024

Birte Strandby