Dmitrij Kapitelman undersøger i sin nye roman ”Russiske specialiteter” spørgsmålet om herkomst.

Der er tale om en højaktuel fortælling, der adresserer krigen i Ukraine. Dmitrij Kapitelman er født i Kyiv i 1986. Da han var barn kom han sammen med sin familie til Tyskland som kvoteflygtning. Han har læst statskundskab og sociologi før han dimitterede fra journalisthøjskolen i München. I dag er han freelancejournalist. Hans nye roman vil være af stor interesse for alle med interesse for historie og politik, men det er fremfor alt velskrevet og tankevækkende samtidslitteratur. Bogen var da også nomineret til Deutschen Buchpreis 2025. 

Handlingen tager sit afsæt i Leipzig. Her har en ukrainsk jødisk familie i ca. 25 år drevet en russisk delikatessebutik ved navn Magasin. Magasin tilbyder dog ikke kun russiske specialiteter. En stor del af butikkens varer kommer fra andre østeuropæiske lande – herunder Ukraine. Kunderne kan få alt fra is, vodka, SIM-kort, tørret fisk og andre lokale varer. Nok så vigtigt er butikken et samlingspunkt for herboende østeuropæere. 

Da Ukraine besættes af Rusland, sker der noget. Følelsen af samhørighed smuldrer. Det gør den ikke blot i butikken blandt kunderne, der bliver markant færre af. Internt i familien kommer forskellene i holdninger også op til overfladen. Romanens fortæller, jeg-personen, er sønnen Dmitrij. Til hverdag hjælper han sin mor i butikken og han har stor familiefølelse. Han tager dyb afstand fra Rusland angreb. Moderen støtter derimod Putin. Hun føler sig russisk, på trods af hun stort set aldrig har opholdt sig der. Hun er født i Sibirien og voksede op i Moldova. Alligevel har hun en enorm veneration for Rusland og Putin. Derhjemme står fjernsynet altid tændt på en russisk kanal. Sønnen forsøger indædt at få hende til at forstå den russiske propaganda, der foregår. 

Historien fortælles i to dele. Første del foregår som udgangspunkt i butikken i Leipzig. I anden del vælger Dmitrij at drage til Ukraine. Han rejser til sin gamle hjemby Kyiv, hvor han på første hånd oplever krigens følgevirkninger. Når luftalarmen lyder, må han søge beskyttelse. Han står ansigt til ansigt med krigens ødelæggelser foran sønderskudte beboelsesejendomme. 

Romanen er overraskende underholdende og emmer af fortælleglæde. Samtidig er den dybt alvorlig og tankefuld, idet den beskæftiger sig med et alvorligt emne. Som nævnt består bogen af to dele. Dmitrij Kapitelman skriver relativt korte kapitler, der alle er forsynet med en overskrift. Undervejs i hovedfortællingen er der indflettet flashback-episoder med morsomme anekdoter fra forældrenes butik. I tilgift er der nogle dele, der stilmæssigt rummer et magisk strejf. Det skal fx ses i lyset af personer, der får vrangforestillinger. Det giver udmærket mening at anvende det surrealistiske greb med dét for øje. Lad dig ikke forvirre deraf. 

Dmitrij Kapitelman har skrevet en stærk fortælling om hjemland, identitet, eksil og sprogets betydning. Undervejs i fortællingen bliver læseren klogere på østeuropæisk historie og kultur. ”Russiske specialiteter” er både vedkommende, morsom og rørende at læse. Jeg kan fint relatere til en familie, hvor man bliver prøvet på sammenholdet i forbindelse med forskellige holdninger. Det ses b.la. i USA omkring politik, og vi ser det sådan som romanen skildrer med Rusland versus Ukraine. Fortællingen berører mange interessante tematikker såsom indvandring, sprogets betydning, propaganda, generationskløft etc. Det er imponerende, hvor meget substans og genuin læseglæde vi får på under 250 sider! ”Russiske specialiteter” rummer flere lag og vil tale til mange læsere. 

Bogen menneskeliggør den ukrainske krig. Forfatteren formår på elegant vis at formidle et uhyre vigtigt og alvorligt tema med et glimt i øjet. Læseren mærker tydeligt den kærlighed, sønnen har til sin mor, og som strækker sig udover foragten for hendes russiske sværmeri. På dén måde er romanen en lektie i at samtale med dem, vi er uenige i. Dmitrij Kapitelman har begået en gribende roman, der fortjener stor applaus! 

Russiske specialiteter

Forfatter: Dmitrij Kapitelman

Oversætter: Karen Tortzen

Forlag: Politikens Forlag

236 sider, paperback

Udgivelsesdato: Den 23. januar 2026

Anmelder: Nønne Lønne Votborg