Spændingsfyldt og hjerteskærende roman om store følelser
Vi møder første gang Beth og Frank i 1968 i Dorset, England. Her passer de deres gård. Deres ægteskab er harmonisk, indtil Gabriel, Beths store ungdomskærlighed, dukker op på egnen med sin søn. Som det første angriber sønnens hund Beth og Franks får, og gensynet bliver uventet blodigt, næsten et forvarsel om hvad der kommer senere. Senere da Franks lillebror holder bryllup går det galt.
Beth er jeg-fortælleren og historien fortælles både i 1968, hvor det handler om Beth og Frank, og i 1955 hvor Beth og Gabriel nyder deres store kærlighed. Den unge Beth går i klosterskole, men opdager med Gabriels hjælp, at hun måske har mulighed for at komme på universitetet i Oxford, noget der var næsten utænkeligt for kvinder på den tid. Den tredje fortælletid er 1969 hvor Frank sidder fængslet anklaget for mord.
Hvordan den venlige, sympatiske Frank er havnet der, er en af romanens gåder der først afsløres sent. Det kunne handle om jalousi, men Frank er ikke den der sædvanligvis lader sig styre af sine følelser. Der er flere hemmeligheder, og nogle gange bliver tingene lettere, hvis man ikke taler om fortiden.
Ellers handler livet i den lille by om hårdt arbejde og glæde over dyrene og naturen. Som sprækker i jorden er en kærlighedsroman, men samtidigt er der en spændingsopbygning der langsomt afslører, hvad karaktererne går og gemmer på, hvadenten det handler om at påvirke nogens valg af ægtefælle, redde æren eller blot reagere på sin frygt.
Beth er en gribende fortæller, og romanen læses let i et stræk.
En lille anke: får er ikke gravide, de er drægtige.
Som sprækker i jorden
Clare Leslie Hall
Oversat af Jarl Viktor Schultz
427 sider
Gutkind
Udgivet: 03.03.2025
Birte Strandby