Ruben skal med sin familie på skitur, også selvom han hader at stå på ski, fordi det er for koldt, der er for meget modvind, det er for pinligt, man skal gå selv og af flere andre årsager.

Som en slags støtte får han sin ven Kent med på turen. Kent er fuld af gode ideer, og bruger ikke meget krudt på at vurdere, om ideerne eventuelt kan være farlige, før de føres ud i livet.

For at slippe for den lange skitur, som Rubens far har annonceret, forsøger de to drenge først at ødelægge skiene med karate, motorsav, skallesmækning. Ingen af delene fungerer efter hensigten, og motorsaven viser sig at være farlig,.

Det lykkes Kent at få dækning på sin mobil, da han klatrer op på taget af skihytten, og så kan man jo sælge skiene over nettet. En aftager dukker lynhurtigt op, men nye problemer viser sig. Handlingen udvikler sig dramatisk, de to drenge tager ud for at lede efter Rubens lillesøster, som tidligere er blevet skræmt af dem.

Men det ender lykkeligt, og drengene får brev fra kongen.

Her er klart en fortælling der vil virke meget mere tiltrækkende på otte-årige børn end på deres forældre. Illustrationerne er stregtegninger, og de er en del af tiltrækningen, når de for eksempel illustrerer de ti grunde til, at Ruben hader at stå på ski, eller hvordan man nu kan ødelægge – eller ikke ødelægge – et par ski. Eller hvordan man får en modvillig Kent til at bevæge sig frem på ski. Det hedder KitKat-metoden, den er effektiv og velkendt fra flere tegneserier.

Verdens værste skitur

Marius Horn Molaug

Illustreret af Kristoffer Kjølberg

Oversat af Rolf Stavnem

102 sider

ABC

Udgivet: 2023

Birte Strandby