I dag er de unge den befolkningsgruppe der læser mindst. Det kan give udfordringer i undervisningen især i de fag, hvor det ikke er muligt at supplere med TED-talks, podcasts og lignende. Et fag som filosofi er særligt hårdt ramt, fordi en del af faget handler om at lære at læse de ikke altid lige tilgængelige tekster, nogle gange fra de originale kilder i 200 år gammelt sprog.
Undervisere i filosofi har flere udfordringer. I naturfag og sprogfag er en del af opgaven at lære naturlove, formler og grammatik. Filosofien handlere om tænkere, begreber og perioder, som man er nødt til at forstå i sammenhæng med filosofiske spørgsmål. Ligeledes er det vanskeligt at fange essensen af et fag der handler om spørgsmål og problemer uden at kunne levere ideelle løsninger. Her kan Fagdidaktik i filosofi give en hjælpende hånd både med tilrettelæggelse af undervisningen, og til hvordan man tackler de vanskelige tekster.
En af flere gode ting ved Fagdidaktik i filosofi er, at der tages udgangspunkt i virklighedsnære cases. I forbindelse med undervisning i primærtekster handler casen om, hvordan man får Kant på programmet en sen torsdag eftermiddag “…og læreren identificerer hos flere det tomme blik, der typisk signalerer, at det, de ser på deres skærm, ikke har noget med faget at gøre.” Heldigvis kan undervisningen reddes, og her leverer bogen en række tilgængelige og anvendelige værktøjer.
Bogen rummer eksempler på, hvordan man kan skabe et undervisningsmiljø der udvikler dialogen, hvordan man får et tilstrækkeligt højt fagligt niveau i klassen og samtidigt sikrer, at undervisningen ikke kun retter sig mod de stærkeste elever. Desuden er der et eksempel på, hvordan man helt lavpraktisk trækker en gruppe mindre motiverede elever gennem en tekst af Kant, og hvordan man med eleverne kan lave vendespil med begreber inden for utilitarisme eller dydsetik.
Filosofi for børn sigter især på gymnasiet, men der er også greb der kan anvendes til yngre elever.
Fagdidaktik i filosofi
Magnus Riisager (red.), Mads Rangvid, Caroline Schaffalitzky, Melanie Trüe, Anne-Marie Søndergaard Christensen, Christina Lynggaard Blond, Lisbeth Gødsbøll Jørgensen, Søren Nygaard Drejer, Lasse Nielsen
154 sider
Frydenlund
Udgivet: Maj 2025
Birte Strandby