Begyndelsen er inciterende: Viktoria er i gang med butikstyveri. Hun er sædvanligvis påpasselig, og hun har bemærket den diskrete dame der muligvis holder øje med hende. Alligevel bliver hun pågrebet. Hendes mor kommer og henter hende, og alene det at hun hører til landets erhvervselite, betyder, at stormagasinets folk lader hende gå. Butikstyveriet er et udslag af desperation, hendes far er en helt i erhvervslivet men en tyran hjemme, sommetider voldelig mod moren. 

Viktoria beslutter sig for at vælge den sikre vej, læse op til studentereksamen, undlade butikstyveri i den nærmeste fremtid og søge ind på jurastudiet, selv om hendes far ikke mener, at hun har evnerne.

Med til den sikre vej følger en ny veninde der bruger tid på frivilligt arbejde, og Viktoria begynder også at arbejde for genbrugsbutikken. Der møder hun Peter der er stukket af fra Sønderjylland og sine småborgerlige forældre for at gøre en indsats for sultne i andre lande.

Et kort øjeblik er alt idyl, men kun på overfladen. Peter involveres i en gruppe der har mange fællestræk med Blekingegadebanden, og de planlægger en bortførelse af et barn af eliten.

Der er mange fascinerende ting ved For en god sag. Dels tiden – 1984 – hvor Blekingegadebanden huserede, BZ’ere var en relativt ny variant i oprøret mod det bestående, og indsamlingen af tøj – Røde Kors og UFF – var veletableret. Dels handler romanen om manipulation, generationskløfter og kærlighed.

For en god sag er tredje bind i trilogien En tid et sted, men kan sagtens læses uafhængigt af de foregående romaner.

Pernille Juhl har blandt andet skrevet ‘Fik kvinderne ret?‘, ‘Efter mørke‘, ‘Dagmar og Johannes‘.

For en god sag

En tid et sted 3

Pernille Juhl

331 sider

Scandbook

Udgivet: 2026

Birte Strandby