Den franske forfatter Virginie Grimaldi har på få år slået sit navn fast som en af Frankrigs mest elskede feel-good forfattere. ”Om onsdagens danser vi” skriver sig ind i rækken af stemningsfulde, fine og rørende romaner fra forfatterens hånd. Jeg var lang tid om at nærme mig forfatterskabet, da jeg var bange for det blev for romantisk og banalt. Bogens lserøde omslag gjorde mig lettere ængstelig. Men selv jeg må kapitulere til Virginie Grimaldi! Hendes evne til at skrive en underholdende men også vedkommende fortælling er stor. 

Hovedpersonen i ”Om onsdagens danser vi” er psykologen Julia. Julia er 32 år, ugift og barnløs. Hun har tidligere arbejdet på en klinik for plastikkirurgi i Paris, men da hendes far dør, viser hendes forlovede Marc sig at være et fjols. Han evner ikke at vise empati eller støtte hende. Julia tager konsekvensen og forlader både ham og Paris. Hun får et barselsvikariat som psykolog på et plejehjem i Biarritz i det sydvestlige Frankrig. Det er ikke langt fra hvor, hun er opvokset og hvor, hendes mor bor. Da ansættelsen kun er midlertidig, indlogeres hun på plejehjemmet. Julia har ikke fortalt sin mor eller søster at hun befinder sig tæt på barndomshjemmet. Senere afsløres årsagen til, at hun er tilbageholdende med at røbe sin returnering for moren. 

På plejehjemmet skal Julia løbende have samtaler med stedets beboere om deres trivsel, og hun skal også facilitere fælles aktiviteter for beboerne. Julia er meget skeptisk i forhold til stedet og nærmer sig de nye opgaver forsigtigt. Det falder hende ikke let i begyndelsen. Snart viser det sig dog at de ældre beboere er spændende mennesker med stor livsvisdom. Nogle af dem er mærket af livets prøvelser, andre er forsat i besiddelse af sund livsappetit og lyst til lykke, men alle rummer stor livsvisdom. De ældre er søde og sympatiske ligesom kollegerne. Som tiden går, får de hinanden ind under huden. Måske er de ældres livsvisdom den bedste medicin for Julia efter bruddet med Marc og sorgen efter farens død?

Reelt havde Julia ikke gjort sig mange tanker om alderdom, før hun begyndte jobbet som psykolog på plejehjemmet. Hun havde minimal erfaring med ældre mennesker. Der går ikke længe før hun må sande, at ældre er som alle andre. Julia har ugentlige samtaler med hver af beboerne. Hurtigt får hun indblik i nogle smertelige skæbner såsom alvorlig sygdom, relationsbrud, ensomhed, længsel, dødsfald, der alt sammen præger de ældre på forskellig vis. Men plejehjemmet danner også ramme for megen glæde, kærlighed og morskab. I fritiden hygger hun sig b.la. med kollegaerne Greg og Marine.

Julia ankommer til plejehjemmet med store knubs. Det er interessant at hun er uddannet psykolog, men selv er udfordret i forhold til sit følelsesliv. Hun har nemmere ved at forholde sig til andre end til sig selv.

Virginie Grimaldi har skrevet en hjertevarm og menneskeklog fortælling om de nære ting i tilværelsen. Romanen er en hyldest til livet og alderdommen i særdeleshed – og til alle dem, der tør række ud på tværs. Læseren efterlades med en god og positiv følelse. ”Om onsdagens danser vi” er en letlæselig, underholdende og stemningsfuld roman, der også byder på små overraskelser undervejs. Persongalleriet er med sine mange farver en stor fornøjelse at lære kende. De ældre mennesker, deres pårørende og Julias kolleger er hver på deres måder elskelige. Virginie Grimaldi sørger for at læseren både kan grine og græde med dem – ikke af dem. Som forventet får vi også lov til at heppe på Julia, da hun møder kærligheden på ny. 

Et lille forbehold er, at plejehjemmet ikke kan sammenlignes med et dansk ældrecenter. Universet kan bedre karakteriseres som et seniorfællesskab for velhavende ældre franskmænd. Jeg kom til at tænke på filmen ”Kvartetten” (2012), bogen og filmen ”The Thursday Murder Club” (2025) samt krimien ”A Man on the Inside” (2024). De foregår alle i en form for luksuriøse plejehjem med ret ressourcestærke ældre. 

”Om onsdagens danser vi” er en dejlig ukompliceret og underholdende læseoplevelse. Bryg en kande te, find den franske nougat og de sprøde macarons frem. Så er du klar til Virginie Grimaldis nyeste roman. Den fortjener under alle omstændigheder point for at italesætte ensomhed og alderdom. Du kan se frem til en rørende og nostalgisk fortælling.  

Om onsdagen danser vi

Forfatter: Virginie Grimaldi

Oversættelse: Agnete Dorph Stjernfelt

Forlag: Alpha

448 sider, hardback

Udgivelsesdato: Den 27. december 2025

Anmelder: Nønne Lønne Votborg