Det lød ganske utroligt, da det blev meddelt, at Jesper Wung-Sung havde skrevet en ny og anderledes udgave af Løgneren fra 1950, Martin A. Hansens ikoniske roman, der er en af de mest læste danske romaner.

Jesper Wung-Sung har “overlevet”. Hans roman Sandøs Rose har fået anmelderne helt op i det højeste jubelfelt.

Johannes Vig, fortælleren i Løgneren, gav købmand Høst`s smukke, livlige datter, Annemari, navnet Sandøs Rose. Og det er hende, som er fortælleren i Wung-Sungs nye roman.

Det er med hendes øjne vi læser om livet på en lille Sandø, om hendes forhold til Oluf, som hun har lille Tom med, pom den indefrosne ingeniør Harry – og ikke mindst om skolelærer Johannes Vig.

Annemari er træt af skolelæreren. Hans stue er slidt, støvet, lugten af tobak, hund og bøger, alle i bitter strid om at være ældst. Er det blevet et mausoleum?

Ungdommeligt oprør mod det gamle – og den gamle? Jo. Annemari må også erkende, at Johannes har åbnet hendes og også Olufs øjne for en verden uden for den på mange måder begrænsende ø. Da de var helt unge.

Hun må også erkende, at Johannes Vig er et godt menneske, der uegennyttig hjælper de svage på øen.

Annemari er bestemt begavet og har megen visdom i sig – sin unge alder til trods. Måske har forfatteren fyldt lidt for meget i sin hovedfigur end en virkelig ung kan rumme.

Vi hører også hvordan hun takler de andre, ingeniøren, Oluf – og hvordan hun får et liv uden for øen. Slutningen er helt rørende.

Har Jesper Wung-Sung skrevet et mesterværk?

Løgneren er en af de få romaner denne anmelder har læst mange gange. Udgaven med tegninger af Sven Havsteen-Mikkelsen er slidt. Det er slut nu. Det bliver vanskeligt, at læse Martin A. Hansens udgave – uden at Annemaries røst vil tone frem i bevidstheden.

Det må være et tegn på, at der er skrevet et stærkt værk.

Sandøs Rose

Roman

Forfatter Jesper Wung-Sung

201 sider

Udkom marts 2026

Politikens Forlag

Anmelder Bjarne Gregersen