Kong Frederik 10. er arving til den britiske trone. Ok. Det er kun i teorien – da han er nummer 220 i arvefølgen. Knud den Store regner vi for noget så dansk, ikke? Men sandheden er, at hans modersmål var – polsk. Hans moder var polak, og Knud blev i sine første år opdraget af hende – inden han fik mere lærdom af andre.
Det er bare to af de overraskende lidt populistiske oplysninger historikeren Anders Lundt Hansen kommer med i sin nye bog om Vilhelm Erobreren. Den Vilhelm, der efter det blodige slag i Hastings den 14. oktober 1066 sikrede sig den engelske trone. Den trone, hans efterslægt den dag i dag sidder på. Flere af Europas kongelige har en del af Vilhelms gener – og altså også vores egen konge.
Anders Lundt Hansens bog er den første på dansk i 100 år, og den bygger på den nyeste forskning i emnet. Tak for det!
Vilhelm sikrede sig hertugdømmet Normandiet blandt andet. ved centralisering, og det fortsatte han med, da han erobrede kongemagten i England. Det gjorde ham stærk, da han var sikker på at få skatteindtægter med sit stramme greb om stormænd, om kirken, økonomien. Modsat i for eksempel Danmark. Her ønskede den danske Kong Knud (senere Knud den hellige) at vippe Vilhelm af. Det lykkedes ikke, for de danske stormænd ville ikke bidrage til og deltage i Knuds felttog. Tværtimod slog de i 1086 kongen ihjel i Sct. Albani Kirke i Odense.
Dermed var det endefyldigt slut med nordisk indflydelse i England.
Vilhelm var beslutsom – og fremfor alt brutal. Den engelske Kong Harald Godwinson blev dræbt til ukendelighed i Hastings. Det, der fulgte efter slaget, var det største folkedrab i Europa i over 500 år. Vilhelms hær spredte sig i et bredt bælt for at dræbe så mange som muligt. Huse blev brændt ned, husdyr slagtet. Det hed sig, at på en strækning på 100 km var der ikke en landsby tilbage – og i ni år lå området helt øde.
Alt det gjorde Vilhelm i Guds navn – for han var overbevist om, at Herren var med ham.
Bogen indeholder beskrivelser af et væld af alliancer, ægteskaber, trusler og forhåbninger mellem de mange slægter. Det krævede et stort overblik og diplomatisk talent, hvis en hersker i middelalderen ville komme helskindet gennem striben af kriser og konflikter. Det kan i sandhed også være svært for nutidens læser at følge med.
Det forringer bestemt ikke bogens i øvrigt høje kvalitet. Vilhelm og andre er uafladeligt ude i den ene krig efter den anden, større eller mindre. Det afholder dem ikke fra at bygge store kirker/klostre til Guds ære.
Anders Lundt Hansen gør op med spørgsmålet om, hvorvidt Harald Hårderåde var den sidste viking. Han døde under slaget ved Stamford Bridge i 1066. Den diskussion er rent sofisteri uden reelt indhold, skriver han. Vikingbegrebet blev opfundet i 1800-tallet – og vi bestemmer således selv, hvem vi vil kalde den sidste viking.
Vilhelm Erobreren
Da Norden mistede England
Forfatter Anders Lundt Hansen
272 sider, ill.
Udkom august 2025
Lindhardt og Ringhof
Anmelder Bjarne Gregersen
Anmeldelse på historie-online.dk: https://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/vikingetid-og-middelalder-13-13-13-13/vilhelm-erobreren