Det politiske engagement er mere individualistisk, kortsigtet og svingende, mindre konsekvent og vedholdende.

Det skriver Anton Jäger i sin bog Hyperpolitik. Der er sket noget med vores politiske engagement ikke mindst siden 1989. Jäger indleder med at inddele den politiske interesse i fire historiske faser baseret på forholdet mellem institutionalisering og politisering. Institutionaliseringen er gået tilbage, mens politiseringen er gået frem.

Før hyperpolitikken var det massepolitiken. Her var den politiske interesse karakteriseret ved at være mere institutionaliseret. Et godt eksempel på det er sammenligningen mellem Martin Luther Kings March on Washington, hvor deltagerne bar fagforeningsbadges på deres jakker og Black Lives Matter-demonstranterne der ikke havde en forening eller en organisation til fælles. Grupper med fælles politiske interesser opstår hurtigt, og forsvinder hurtigt igen. Det fungerer omtrent som i finansverdenen og på de sociale medier.

Tidligere var tilhørsforhold til en fagforening en varig forbindelse. Der er ikke den samme grad af varighed over tilhørsforholdet til en Facebookgruppe. Tendensen med ‘kort og hurtigt’ finder man også i prekariatets ansættelsesforhold: korte ansættelser og ingen tæt tilknytning til arbejdsmarkedet, ingen ferie eller pension.

Og det er ikke bare fællesskabet der er vigende. Vi har også færre tætte relationer. Survey Centre on American Life udgav i 2021 en rapport om venskaber i USA. 12 % af de adspurgte angav, at de ikke havde nære venskaber. I 1990 var det tre procent.

Den heftige individualiseringsproces har undervejs fået hjælp af kvindernes øgede erhvervsfrekvens, udflytning til forstæderne, ændrede mobilitetsmønstre, fjernsynet, detailhandlen er erstattet af indkøbscentre. I nogle lande har staten overtaget en del af fællesskabets tidligere opgaver for eksempel i forbindelse med børnepasning og pleje af ældre. Tilsyneladende bliver vi mindre og mindre afhængige af fællesskabet.

Eller som den tyske filosof Peter Sloterdijk siger:

‘Man kunne få det indtryk, at etværelseslejligheden er civilisations endemål, og at den aleneboende er afslutningen på en antropologisk forfinelsesproces, der har strakt sig over årtusinder.’ 

Individualisering og fællesskabets tilbagegang har betydning for vores demokrati og vores måde at agere politisk. Samtidigt kan man opleve en slags ansvarsfrihed i menneskelige relationer. Der er ingen langsigtede forpligtelser. Der er nedgang i tilhørsforhold til fagforeninger, der er færre der går i kirke, selv nationer der historisk set er religiøse – såsom Italien – har oplevet en betydelig nedgang. Spørgsmålet er, hvor vi så mødes, om vi mødes.

Men reduktionen i mødesteder betyder ikke, at vi ikke stadigt har politisk engagement. Det foregår bare på en anden måde – hyperpolitisk.

I 2016 blev Joe Biden valgt med 81 millioner stemmer – det højeste antal stemmer i USAs historie, men ifølge Jäger er den politiske handling blevet monopoliseret af flashmobs, virksomhedsledere, NGO’er og influencers.

Den individualistiske og kortsigtede hyperpolitik har færre konsekvenser, og den har svært ved at frembringe varige forandringer. Der er behov for at få fællesskaberne tilbage, og ifølge Jäger findes de stadigt i børnehavens og skolens forældrebestyrelser, men ikke så mange andre steder.

Hyperpolitik belyser problemerne med den individualisme der har stået på siden neoliberalismen så dagens lys, måske siden forbrugssamfundets opståen og påviser, at hyperpolitikken måske mere er en råbekonkurrence end et skridt fremad. Jägers forslag er, at vi måske skal prøve at genfinde fællesskaberne og ansvaret.

Jäger henter sine referencer fra blandt andet Stéphane Hessel, Annie Ernaux, Robert D. Putnam og Michel Houellebecq der i deres forfatterskaber har blik for de risici der er forbundet med individualisternes samfund.

Hyperpolitik

Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser

Anton Jäger

Oversat af Lars Christiansen

158 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2024

Birte Strandby

 

De fire historiske faser i den politiske tilknytning i forholdet Institutionalisering/politisering