‘I 1974 var Højesteret et værn mod magten. I 2024 blev Højesteret et værn mod at retsforfølge Trumps magtmisbrug.’
Med udgangspunkt i Watergate fortæller Mirco Reimer-Elster om de begivenheder, der ændrede USA fra den storslåede vogter af verdensfreden til en manege for populærkulturen – en proces der begyndte længe før Trump kom på banen.
Vi begynder med Watergate og Nixons fratræden som USAs præsident i 1974. Nixons fald fra magtens tinde påvirkede tilliden til præsidentembedet og til republikanerne. Senere kom demokraternes nedtur, da oliekrisen lukkede store arbejdspladser i Rustbæltet, og demokraterne ikke kunne gøre noget for at modvirke det.
De fleste præsidenter har en rem af huden. Således skriver Reimer-Elster, at Clintons Don’t Ask, Don’t Tell udgør rammefortællingen for Vances Hillbilly Elegy, om hvordan mange amerikanere føler sig fattige, udstødte og glemt af begge partier.
Terrorangrebet den 11. september 2001 skubbede til det amerikanske folks retsfølelse, da man med the Patriot Act gav amerikanske myndigheder yderligere beføjelser til at overvåge og efterforske amerikanske statsborgere på mistanker om terrorisme. Håndteringen af orkanen Katrina i 2005 var nok et skridt i den forkerte retning
Der er flere begivenheder der har rykket på tilliden til institutionerne. I 2010 fastslog Højesteret i Citizens United versus Federal Election Commission, at penge er en form for ytring, det vil sige, at virksomheder og foreninger har ret til at ytre sig ved at støtte politiske kandidater. Søgsmålet opstod på grund af en kritisk film omHillary Clinton: Hillary: The Movie, der var produceret af den konservative interessegruppe Citizens United. Før dommen måtte virksomheder ikke bruge egne midler til at støtte eller angribe politiske kandidater før et valg. Sagsøgers pointe var, at det krænkede ytringsfriheden at forhindre virksomheder i at investere i at ytre sig. Dommen gav plads til super PACs (Super Political Action Committee), det vil sige interesseorganisationer, der kan indsamle og bruge ubegrænsede midler fra enkeltpersoner, virksomheder og fagforeninger til at støtte eller modarbejde politiske kandidater.
De mange begivenheder, love, retssager fører frem til tab af tillid til institutionerne – og ‘øjeblikket, hvor politik og populærkultur endegyldigt smeltede sammen’, valget af Donald Trump. I lighed med Arlie Russell Hochschild berører forfatteren den oversete vrede, som den der lå bag angrebet på kongressen i januar 2020.
Fra supermagt til shitshow krydres undervejs med referencer til film og TV der understreger udviklingen, såsom House of Cards, der fortæller, at politik er et spil, og vælgerne er publikum, og The Wire der også kaldes for den amerikanske arbejderklasses død.
En interessant og underholdende indføring i det nye USA, som vi nu skal forholde os til.
Fra supermagt til shitshow
En fortælling om fem årtier, der forandrede USA
Mirco Reimer-Elster
Forord af Ulla Terkelsen
311 sider
Forlaget 28B
Udgivet: 2026
Birte Strandby