Jeg føler mig allermest autist, når jeg maskerer min autisme, så de neurotypiske kan tåle mig.
Sådan begynder Baldur Heidi Mortensons autismemanifest, og det fortsætter med en lang række erklæringer indledt med ‘Jeg føler mig allermest autist …’
En stor del af ‘Jeg føler mig …’-sætningerne tydeliggør, hvad der skiller autismen fra os andre:
Jeg føler mig allermest autist, når jeg går med solsikkesnoren i lommen, klar til at bruge den som et beskyttelsesværn, men kun hvis det bliver absolut nødvendigt.
Andre karakteristika gælder vist ikke alene for autister:
Jeg føler mig allermest autist, når jeg, i dagevis, fordyber mig i musikken.
Og nogle erklæringer har trods ordlyden meget lidt med autisme, men måske mere med praktisk forældreskab at gøre:
Jeg følte mig allermest autist, da Mor sagde, at jeg skulle lære at spille et instrument og selv måtte vælge hvilket – og jeg, efter megen betænkningstid og udregninger for fremtiden, meddelte at jeg ville lære at spille klaver. Mor sagde, at sådan én havde vi altså ikke plads til, og hvorfor jeg ikke valgte harmonika ligesom Storesøster?
Undervejs får man et billede af et menneske der har der vanskeligt blandt andre, men måske nok er privilegeret i mange andre henseender. Her er både omsorgsfuld familie, rideheste, masser af musik, og senere er der venskaber i Barcelona og Berlin
Og en del udsagn har muligvis slet ikke noget med autisme at gøre:
Jeg følte mig allermest autist, når Mor kom og hentede mig og spurgte pædagogerne hvordan det var gået, og ingen af dem havde set mig hele dagen.
Samlet får man et billede af fortællerens liv, og der er meget skrøbelighed, men en del af denne skrøbelighed lyder som noget, de fleste teenagere og børn har oplevet på et eller andet tidspunkt. Det er med til at fortælle, hvem personen er, men fortæller ikke så meget om autismen:
Jeg føler mig allermest autist, når jeg føler mig udsat, fordi systemerne holder mig nede økonomisk og sjæleligt.
‘Allermest’ fastslår, at der er mange vanskeligheder ved autisme – og måske også en del ved at være nonbinær, men trods de mange erklæringer med relation til socialangst, virker fortælleren ressourcestærk og meget vidende om, hvad omgivelserne forventer. I nogle tilfælde kan man ligefrem tale om, at opførsel er en intellektuel beslutning. I hvert fald er anderledesheden ikke skræmmende, og vi får et billede af en verden der er nogenlunde klar til at være rummelig. Liz Jensen har skrevet en glimrende bog med en autist i hovedrollen: The Uninvited. Måske vil den generelle rummelighed gøre plads til mere interessant litteratur.
Jeg føler mig allermest autist, når mine neurotypiske venner ikke forstår, hvad det vil sige at leve med et usynligt handicap – et handicap, som jeg selv anser for en smuk måde at være i verden på.
Allermest
Et autisme manifest
Baldur Heidi Mortenson
25 sider
Wired Forlag
Udgivet: 2025
Birte Strandby
