Rufus og den røde jakke er især velegnet til de små, to til fire år. Rufus er en lille hund der er glad for tilværelsen og for at synge, spise, hente pinde og en masse andet.
Rufus er ikke glad for den røde jakke der irriterer på enhver måde, og Rufus får den af med noget besvær. Så kan han plaske, sjaske og hoppe i vandpytter uden den røde jakke, men så møder han Ruth der har en tjekket blå jakke. De leger godt et stykke tid, men Rufus bliver våd og kold af al den pjasker og sjasken – og sur på Ruth. Heldigvis er Ruth en god ven der kan overbevise Rufus om, hvorfor en rød jakke er en god ting.
Det handler om venskab, om at være en lykkelig lille hvalp, og det handler sjovt nok også om at indordne sig eller måske om at forstå, at nogle ting kan være praktiske, selv om man ikke forstår det.
Illustrationerne er enkle og hænger tæt sammen med teksten. Der er kun Rufus og Ruth på billederne.- undtagen det ene billede, hvor tre store hunde nærmer sig vandpytten. Det giver en afgrænset verden, hvor Rufus og Ruth har den største betydning for hinanden. Tegningerne er sort/hvide undtagen Ruths blå jakke og Rufus’ røde.
Det er en god bog til oplæsning for de yngste. Teksten er enkel, og illustrationerne viser kun det nødvendige. Samtidigt er Rufus’ følelser og reaktioner forståelige også for små børn.
Rufus og den røde jakke
David Melling
Oversat af Camilla Bache Andersn
32 sider
ABC Forlag
Udgivet: 2021
Birte Strandby