Der var engang, da amerikansk film var noget med romantik, glamour, heltedåd, eventyr i kraftige farver, Borte med blæsten, Troldmanden fra Oz, Robin Hood, High Society – film med idealer – og idoler.

Nu hedder det Three Billboards outside Ebbing, Missouri, Nomadland, Civil War, Eddington og One Battle After Another. Idolerne er der stadigt, men hvad blev der af idealerne?

I One Battle After Another er grænserne trukket skarpt op. French 75 er en frihedsbevægelse – af det hvide, racistiske Syden omtalt som terrororganisation.

Leonardo di Caprio er bevægelsens bombemand Bob, og Teyana Taylor er en af French 75 frontrunners, Perfidia. Organisationen angriber institutioner, strømforsyningen, og de befrier flygtninge fra lejre ved den mexicanske grænse, Midt i kampene er kæresterne Bob og Perfidia. Sean Penn repræsenterer det militaristiske – man kan næsten høre det på hans navn: Lockjaw. Han er en dygtig strateg, men emotionelt ude af funktion. Under befrielsen af nogle flygtninge spiller Perfidia på ham, råt og virtuøst, og han bliver til en ren jagthund.

Perfidia bliver gravid, og Bob begynder at agere familie men ender med selv at måtte tage sig af babyen. 

Under en af gruppens aktioner går det galt, og Perfidia bliver fanget af politiet. Hun får tilbudt vidnebeskyttelse, hvis hun angiver gruppen, og det gør hun så i vidt omfang.

16 år senere aspirerer Lockjaw til optagelse i Juleeventyrernes Klub, en magtfuld racistisk organisation, men her ville hans affære med Perfidia skabe problemer. Han ved, at han muligvis er far til Perfidias datter, og han beslutter sig derfor for at løse vanskelighederne, før de opstår. Det lykkes ham at opspore hende, og så begynder kapløbet om datterens liv mellem ham og Bob der som aldrende crackhead har nogle vanskeligheder med at finde tilbage til rollen som action man. Der er i øvrigt en fed humor både i Bobs anstrengelser og i hans samarbejde med den uvurderlige reinkarnation af Harriet Tubman aka Sensei Sergio spillet af Benicio del Toro, der altid er klar til at hjælpe flygtninge over den mexicanske grænse.

Filmen varer to timer og 42 minutter, og det føles ikke nær så langt, som det lyder. Der er hyppige klip, megen action, heftig spænding og nogle interessante miljøer – som der jo oftest er, når Paul Thomas Anderson står for projektet.

Der er masser af skræmmende detaljer, portrætter af mennesker der er reduceret til skarpe, ufravigelige holdninger, vold som en fast del af tilværelsen, men det ægte skræmmende er billedet af USA, polariseringen, den uoverstigelige afstand fra French 75 til resten af verden, især til politiet der tager sig helt uhørte friheder, når det drejer sig om razziaer og angreb på civile. Filmens samfund minder mere om et gammeldags diktatur end et moderne demokrati, bortset fra at militæret i filmen ikke nødvendigvis behøver en øverstkommanderende. På den led minder filmen om Civil War, hvor alle også kæmper, uden at det lykkes tilskueren at få øje på nogen politiske frontfigurer.

Der er heller ingen middelklasse til stede i filmen. Enten er man dedikeret frihedskæmper, pligttro(?) soldat, flygtning – eller en del af den absolutte overklasse – der holder stort bryllup i glamourøse omgivelser, mens man aftaler, hvem der skal leve, og hvem der skal dø.

One Battle After Another er en spændende filmoplevelse, hvor det nok engang lykkes at udviske grænserne mellem sort og hvidt, god og dårlig. Det kedelige budskab er, at der ikke er meget plads til det gode, og at det godes repræsentant klarer sig bedre med et skydevåben. Det er en super film, men burde amerikanerne ikke se at komme af med det der 2nd Amendment?

One Battle After Another

Instruktør: Paul Thomas Anderson

Medvirkende: Teyana Taylor, Chase Infiniti, Leonardo di Caprio, Sean Penn, Benicio del Toro

Varighed: To timer og 42 minutter

År 2025

Birte Strandby