Mathias Granum er den selverklærede “hippie-lærer” der i sin nye bog “Fra monsterelever til mønsterelever” forkaster “det nye børnesyn” til gengæld for det han kalder “det pragmatiske børnesyn”. 

Med bogen skriver Granum sig ind i den delvist selvbiografiske, delvist faglitterære tradition af “derfor skiftede jeg holdning”-fortællinger. Bogen er let at læse og underholdende. Da jeg selv bruger meget af min tid i uddannelsesdebatten, er jeg mest interesseret i de faglitterære elementer, og kommer derfor i en tvetydig situation, når Granum blander evidens og anekdoter i sin argumentation. Jeg er samtidigt underholdt af anekdoterne og irriteret over at jeg er underholdt, fordi anekdoter ikke er data. Når det er sagt, er det ikke fordi Granums påstande og argumenter er særligt problematiske. De fleste af dem har en vis almen gyldighed.

Med sit udgangspunkt minder Granums bog om mange andre læring og uddannelses -relaterede bøger. Man kan tale om at der er en generel formel på spil der kan udtrykkes på følgende måde:

[Personlig fortælling] + [forskning] = [ny vigtig indsigt med skole/samfundsrelevans]

Vi kan sætte Granums fortælling ind i en klassisk balance-ubalance-balance model, hvor han først som idealistisk lærer designer den perfekte efterskole. Hans idealer clasher med virkeligheden i flere dele af processen. Det skubber ham ud af balance. Han stiller spørgsmålstegn ved sine idealer og teorierne bag dem. Han sætter sig ind i nogle nye perspektiver og tager på en dannelsesrejse til den strengeste skole i England. Med ny viden finder han en ny balance gennem implementeringen af nogle metoder, som han tidligere ville have set som uforenelige med sine idealer. 

Bogen er forfriskende fordi alle os, som måske ikke altid er pædagogiske nok, godt kan blive trætte af “det nye børnesyn”. Jeg kalder det selv for pladder-pædagogikken. Der har da også været en del debat om det her på det sidste, blandt andet på folkeskolen.dk og i skolemonitor. Granum er ikke den eneste kritiker. Kort opridset arbejder “det nye børnesyn” (pladder-pædagogikken) som ganske vist er fra 70’erne, med en grundtese om at børn bliver gode og dygtige af sig selv, hvis bare vi voksne ikke ødelægger dem med for mange hårde grænser og krav. Det er sådan kritikerne ser det i hvert fald. Selvom Granum stadig viser tiltro til elementer af pladder-pædagogikken, så er hans fremstilling af det i sin kritik ikke uvinklet og neutral. Han opfordrer dog, med referencer, til, at man selv undersøger nogle af proponenterne af pladder-pædagogikken. Uanset om man er for eller imod, kan man godt stille spørgsmålstegn ved tidsligheden i Granums og andres kritik. Skulle vi opleve en disciplinær-krise idag, på grund af nogle pædagogiske teorier, der blev introduceret i 70’erne? Mon ikke der også er sket andre ting? Hvis man googler “teacher authority crisis Japan”, eller Korea, eller Turkey, og sikkert et hav af andre lande, så vil man finde ideen om at undervisere har mistet autoritet citeret som årsag til en række skolekriser. De nævnte lande har helt anderledes pædagogiske traditioner end Danmark.

I stil med andre af denne slags bøger, kommer Granum også frem til et sæt af principper som undervisere kan følge i deres egen praksis. Generelt er jeg skeptisk overfor lister med gode råd, fordi der findes så mange af dem. Da jeg for nogle år siden gennemgik alle 165 danske, kvalitative forskningsstudier udgivet i danske uddannelsesforskningsjournaler mellem 2018 og 2022, fandt jeg at ca. 52% kom med anbefalinger til praksis, uden i øvrigt at kunne påvise nogen generel effekt af sådanne anbefalinger, fordi de jo var kvalitative studier. 

Uddannelsesforskning er en ret vag disciplin med svage evidensmæssige standarder. Samtidig er uddannelse et emne, som alle har noget at sige om. Derfor er der så mange lister med gode råd.

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kommenterede på et tidspunkt, at sandheden har struktur som en fiktion. Det læser jeg ganske naivt epistemologisk: Der er en masse lister med anbefalinger til undervisere. De ligner alle sammen hinanden. De har samme struktur. Nogle af anbefalingerne har måske reelle effekter, men det er svært at finde ud af hvilke. Det centrale spørgsmål for mig, da jeg læste Granums bog, var derfor: Er denne her anderledes end de andre? 

Mine evalueringer af bøger er altid alt for lange, fordi jeg er mega privilegeret og jeg kan ikke “kill my darlings” fordi alt hvad jeg skriver er det absolut vigtigste. Til gengæld kan jeg, hvis du ikke gider at læse længere, afsløre allerede her, at ja, jeg mener at Granums bog er anderledes. Den er ikke meget anderledes, men anderledes i en relevant grad. I det følgende piller jeg, som jeg har gjort i mine andre alt for lange boganmeldelser, alle de overflødige klæder af bogen, indtil kun den nøgne, men robuste og relevante kerne står tilbage.

Nye generationer er bare dårligere

Granum skriver:

“Hvad sker der, når den unges “integritet” og manglende pligtfølelse møder en skole, en uddannelse eller en chef, som stiller kontante krav? Svaret på det spørgsmål kan du få ved at spørge en arbejds-giver, som har ansat unge fra generation Z i sin virksomhed.” s9-10

Det er en trope, at nye generationer er dårligere på alle mulige måder og nu er vi kommet dertil hvor der aktivt presses på for at påvise videnskabeligt at generation-Z, de som er født mellem 1997 og 2012, reelt er dummere og dårligere end tidligere generationer. Peter Holdt Christensen har påpeget at der er en ledelsesmodeindustri som er interesseret i tesen, formodentlig fordi “generationel ledelse” sælger. I den sammenhæng kan man nævne den relativt nye bog “Farvel til Generationsledelse” hvor Christian Qvick afliver ideen om at generationerne er særligt forskellige. Langt de fleste forskelle mellem dem er almindelige livsforskelle. 

For nogle måneder siden sattes sociale medier i brand da forsker Jared Cooney Horvath fortalte den amerikanske kongres at generation-Z er den første generation som scorer lavere på IQ-tests end den foregående generation. Men der er intet forskningsstudie bag hans udtalelser. Det ville også være svært at lave et studie der kunne vise det, fordi der i IQ-forskning i længere tid har været tale om “reverse Flynn”-effekten. Det vil sige. en generel tendens til at nyere mennesker scorer lavere på IQ-tests. Årsagen til effekten lader dog til at være ændringer i IQ-testene og manglende sammenlignlighed af de forskellige grupper som testes. I personlighedsforskning ser vi heller ikke store forskelle generationerne imellem. 

Granum kalder ikke de nye generationer for dumme, men han kommer kort til at skrive sig ind i en relateret ideologisk linje. Granum refererer til Jonathan Haidts bog “the Coddling of the American Mind”, som ser tegn på svaghed i nye generationer som et produkt af vage moralske faktorer som f.eks.: overbeskyttelse og at sætte følelser over fakta. Det er et alment menneskeligt træk at se moral som værende altid i forfald. Rent historisk må jeg også notere, at det at argumentere ud fra følelser var meget mere populært i fortiden. Den absolutte mængde af argumentationer er bare steget, fordi den absolutte mængde af offentlig kommunikation er steget. Således kan man finde en øget mængde eksempler på alt.

Det er interessant, at Haidts ideologiske linje er en direkte spejling af den ideologiske linje, som Granum kritiserer, men på den modsatte politiske fløj. Sat på spidsen ser pladder-pædagogikken, børn som havende et utopisk potentiale, der vil blomstre frem, når bare de ikke undertrykkes af diverse former for rammer som voksne sætter. Haidts borgerlige/liberale tilgang mener det samme. Alt efter hvilke specifikke rammer vi kigger på, kan konflikten ligge på et forsvindende lille sted, hvor spørgsmålet bliver, hvorvidt nogle rammer er “overbeskyttende” eller “begrænsende”. En debat der, ganske forudsigeligt, ender med ordkløveri. Det problematiske aspekt af de to visioner er imidlertid den magiske tro på, at hvis bare forældre og undervisere gjorde tingene på en bestemt måde, så ville der ikke være et problem. Begge fløje mener at den korrekte måde at gøre tingene på allerede er kendt og vejen til at implementere den er udelukkende et spørgsmål om forældre og underviseres viden og vilje. Derfor er det i sidste ende et spørgsmål om moral. Det er godt at se Granum forholde sig nogenlunde moderat til de to fløje. Han kritiserer pladder-pædagogerne mest, men han holder sig til at sælge en praksis, som trods alt har noget evidens på sig.

Udover sine kommentarer om generation-z, kommer Granum også med en fuldstændig klassisk, borgerlig trope. Jeg kalder den: “Og i øvrigt er det hele også bare Rousseaus skyld!”-tropen (s. 58). Der er ikke noget galt i at sige at Rousseau tog fejl. Han skrev i en kontekst som ikke findes mere, men derfor kan man jo godt modargumentere nogle af hans mere universale teser. Den borgerlige trope er imidlertid når man ikke argumenterer imod hvad manden har skrevet, men i stedet bare påpeger ironien i at skrive om opdragelse, imens man sender sine børn på børnehjem. Og det var da også ironisk, men det er bare ikke et modargument. 

Den generelle tilgang til forskning

Det følgende er ikke en problemstilling, der er specifik for Mathias Granum og hans bog. Det var altid en konsekvens ved forsøget på at få masserne til at læse mere forskning, at forskningen også måtte lide. Fremfor blot at argumentere for sine påstande, så er det blevet meget populært at prefikse dem med udtryk som “forskning viser”. Det kan være fint når man rent faktisk henviser til noget forskning som viser det. Hvis altså der er tale om et forskningsfelt som rent faktisk kan vise ting. Det kan eller gør uddannelsesforskning sjældent. I det felt kan man altid finde et hav af studier som peger imod hinanden. Således så jeg personligt hellere at man bare argumenterede. Især hvis den påstand, man vil forsvare, er en almengyldig påstand. 

For eksempel skriver Granum: 

“Vi ved fra Cognitive Load Theory, at en elev højest kan rumme tre til fem nye ting i sin arbejdshukommelse, og ikke i særligt lang tid ad gangen – ofte taler vi sekunder snarere end minutter. I et løst struktureret gruppearbejde er der så mange faktorer, eleven skal forholde sig til, at arbejdshukommelsen overopheder og nogle gange kortslutter.” (s. 157)

Vi ved også dette fra almindelige oplevelser i virkeligheden. Vi kan tale om at Cognitive Load Theory har gjort ideen mere specifik og muliggjort mere systematisk testning af nogle relaterede hypoteser, men det er der ingen grund til her. 

“Nu er det sådan, at den visuelle del af vores hjerne arbej-der på en anden kanal end den sproglige, og derfor kan du godt vise relevante billeder, samtidig med at du taler, uden at det ene tager fokus fra det andet. Billederne kan ligefrem give hjernen en krog at hænge ordene op på, så de to modaliteter styrker hinanden.” (s. 170)

Folk kan generelt godt acceptere ideen om Power Point og kan både forestille sig billeder der virker og ikke virker til en given tale. Der er ingen grund til halvt at inddrage hjerneforskning. 

“Forskning viser også, at hvis læreren ikke aktivt arbejder på at få alle elever med, så vil de fem elever, som rækker hånden op på dag et, være de samme, som rækker hånden op på dag 100.” (s. 171)

I dette citat kan man nærmest høre, at der ligger en ikke særlig testbar, statistisk approksimation bag. Læsere der er uenige i bogens linje vil stille spørgsmålstegn ved hvilken forskning det skulle være og læsere der er enige vil være ligeglade. Derfor er det mere givtigt og mindre omstændigt, ja måske endda mere troværdigt, at Granum bare giver udsagnet for egen regning. Det bliver det ikke mindre plausibelt af. 

Et andet aspekt af tilgangen til forskningen i bogen er det førnævnte ideologiske præg. Det er der som så ikke noget galt i. Granum fremfører en generel argumentation, det er pointen med bogen. Skulle vi have en neutral forskningsgennemgang, så ville det hele blive meget mere kedeligt for flertallet af læsere og det overordnede narrativ ville ryge sig en tur. 

Ikke desto mindre vil jeg påtale en ting, for man må ikke glemme at videnskab er super svært og i moderne popvidenskab og mere specifikt pædagogisk faglitteratur, har man unødigt forøget tendensen til løs omgang med forskning. F.eks. er det meget populært at hive Yuval Harari ind i alt muligt. Granum skriver:

“I bogen Sapiens argumenterer historikeren Yuval Noah Harari for, at vores store hjerne i høj grad er udvik-let til at håndtere sladder.” (s. 178)

Granum er heldig, for der er faktisk en del evolutionspsykologisk forskning i sladder, som har gjort denne hypotese plausibel og så har den også en vis almen gyldighed. At bruge Harari som kilde er imidlertid som at lave den der tillidsøvelse, hvor man lader sig falde bagover for at blive grebet af andre, men spontant med tilfældige mennesker på strøget. Harari er en popsmart charlatan, der bruger sit felts videnskabelige ethos til at sælge sine egne private, uprøvede teorier.

Det der hemmeligholdte forskning

Granum falder også for en anden trope blandt borgerlige/liberale røster på nettet (særligt på mediet tidligere kendt som Twitter), som kritiserer pladder-pædagogikken. Nemlig at Projekt Follow Through var et fantastisk videnskabeligt studie, der viser at “røv-til-sæde-undervisning” virker. Undervisningens hellige gral er blevet fundet, men desværre har den været hemmeligholdt af grådige og misundelige eliteforskere, som af æstetiske årsager bedre kan lide pladder-pædagogik. Her hopper Granum i med begge ben og erklærer på side 68 at når lærere ikke har hørt om Project Follow Through, så svarer det til at fysikere ikke har hørt om Newton. Det er en overdrivelse.

Project Follow Through var kort sagt det største og dyreste undervisningseksperiment i amerikansk historie, hvor man testede en række forskellige undervisningsmetoder på skoler på tværs af nationen, fra 1968 til 1977. Det interessante ved studiet var, at kun to metoder lykkedes med at løfte elever både fagligt og selvtillidsmæssigt, og den af de to metoder som lykkedes mest var Direkte Instruktion (™). Direkte instruktion, om man køber den officielle pakke udviklet af Siegried Engelmann, eller bare selv praktiserer det, hvad man også kan, er et sæt didaktiske metoder som på overfladen ligner “røv-til-sæde-undervisning”. I den forstand kan direkte instruktion også bryste sig af at være en af de få undervisningsmetoder der indebærer at eleverne sidder på deres pladser og rent faktisk laver noget. Det modsatte af stort set alle pladder-pædagogiske anbefalinger.

Direkte instruktion er ikke blevet hemmeligholdt. Det var blandt andet med som en af de bedste didaktiske metoder i en af de mest solgte bøger om didaktik i verden nemlig Hatties “Synlig Læring” fra 2009. Det primære problem med udbredelsen af direkte instruktion er ikke onde forskere, som ikke gider det, men at Direct Instruction (™) Engelmanns forretning, tager sig meget dyrt betalt. De slår sig konstant op på at de rigtige didaktiske godter er gemt dybt i deres materialer. Og man skal jo have de rigtige læringsmaterialer, ikke? Så hver gang en eller anden administrativ person får at vide at nu skal vi prøve direkte instruktion, så finder de ikke alle de gratis tilgængelige materialer, men Direct Instruction (™), og så ser de priserne, og så siger computeren “nej”. 

Uanset er der idag ingen grund til at fremhæve Project Follow Through, for selvom der ikke er nogen tvivl om, at det godt kunne vise at Direct Instruction (™) er effektivt, så var det generelt ikke et videnskabeligt robust eksperiment, selvom Granum understreger mange gange i sin bog, at det var. Project Follow Through blev ikke designet som et videnskabeligt eksperiment, men som et velfærdsprogram i forlængelse af et tidligere projekt “Head Start”. Det var først efter noget tid, at projektets administratorer blev enige om, at de skulle samle data fra de forskellige didaktiske systemer, de havde i spil. Deres motivation for at gøre det var først og fremmest at øge finansieringen af projektet med håbet om, at hvis det kørte længe nok, så ville det blive permanent finansieret af staten. Selve finansieringsdelen kørte da også frem til 1995. De involverede skoler blev ikke tilfældigt udvalgt fordi programmet først og fremmest var tiltænkt “disadvantaged school children”. Derfor var en reel inddeling i kontrol og ikke-kontrol -grupper ikke muligt (s. 78). Det er rigtigt at Direct Instruction (™) havde størst effekt, men metodeproblemerne gør, at man ikke helt kan stole på hvor meget større effekten var, end de andre undervisningssystemer. Vi kan bare vide at den var større. 

Måske den store enthusiasme i Granums gennemgang af projektet skyldes, at han anvender Direct Instruction (™) bogen af opfinderens søn Kurt E. Engelmann, hvilket i princippet er et stykke salgsmateriale. Granum fremstiller også Siegfried Engelmann, som en slags landbo der kom fra ingenting med storbydrømme og en viden om, hvad der virker i undervisning. Direct Instruction (™) blev i Project Follow Through forvaltet og finansieret af et universitet, på linje med de andre didaktiske designs. 

Med hensyn til den omtalte gruppe af grådige, selviske forskere som holder resultaterne af Project Follow Through skjult, så er det ikke forkert, at viljen til at tale om resultaterne ikke var stor. Et direkte cover-up er en overdrivelse, men det er ikke uhørt at forskere holder fast i deres teorier, også når evidens imod dem vokser. Det var en grundlæggende pointe i videnskabsteoretiker Thomas Kuhns arbejde, da han påpegede at skift i videnskab primært sker når den ældste generation af forskere dør. 

Økonomiske incitamenter betyder også noget for alle der sælger didaktik, også Engelmann. I 2023 kom der f.eks. en meget inkriminerende meta-analyse af det meget populære koncept “mindset-theory”, som viste at de studier der viser de største effekter af mindset-interventioner er studier udført af forskere der er økonomisk involveret i konceptet, f.eks. fordi de har skrevet bøger og holder foredrag. I øvrigt var det kun studier med diverse mangler, som fandt effekter i det hele taget. Generelt er der ikke nogle didaktiske designs som har store effekter i vestlige lande. Trods bekymringerne om ustyrlige klasser og faldende trivsel, så er undervisningskvaliteten i gennemsnit så høj, at det at sætte undervisere til at danse lidt anderledes for eleverne, sjældent gør en forskel. 

Mere disciplin

Noget som Granum præsenterer i sin bog, som jeg tror virker, er hans gennemgang af de metoder som Englands strengeste skole anvender. Michaela Community School, som den hedder, anvender en række metoder, som de fleste nok vil forbinde med den frygtede sorte skole. Ikke desto mindre klarer eleverne sig bedre end forventet og trives også. Granum overbeviser mig i sin tekst om at flere af disse redskaber er en god ide, og at de kan anvendes af danske undervisere, uden at man nødvendigvis behøver at gøre alt som den meget omstændige Michaela-skole.

Michaela-skolen har med en stram struktur og kontrol, opnået noget af det som andre skoler så ofte påduttes, men ikke formår: At kompensere eleverne for samfundets mangler. Hvis lærerne løfter i flok og rent faktisk får redskaberne til at håndtere urolige elever, så kan det lykkes. Vi kan ikke vide om effekterne varer ved, på det Granum fremlægger. For de unge skal jo også forlade skolen en dag, og så kommer de jo tilbage i de kontekster de kom fra. Det er det samme grundlæggende problem som forskning i straffefangers tilbagevenden til samfundet kæmper med. At både eleverne og underviserne trives, imens de er på skolen, er ikke desto mindre et værdigt mål i sig selv. 

Som bevis for det faglige som Michaela-metoden giver, viser Granum et diagram fra engelsk uddannelsesstatistik med “karakterløft”, hvilket svarer til det vi i Danmark kalder “løfteevne”. Dvs. forskellen imellem hvad eleverne fik i karakter og hvad man statistisk kunne forvente at de ville få, baseret på deres socioøkonomiske udgangspunkt. Jeg tror på projektet, men sådanne målinger er ikke meget værd. Jeg har lavet en længere kritik af Cepos årlige brug af dem. Problemet er, at de ikke måler løfteevne, men selektionsbias. Man kan argumentere for at Michaele-skolens “karakterløft” er så langt over gennemsnittet, at det ikke kan forklares med selektionsbias alene. Det er fint, men der er en klar selektionsbias. Det er en central del af fortælingen om skolen at de tager imod de mest problematiske elever, med andre ord er det lige præcis elever som ville blive undervurderet i sådan en måling. Når man inddeler elever i socioøkonomiske grupper, så er der stadig forskel på dem indenfor grupperne. Nogle skoler får således de bedste af de bedste, og nogle får de dårligste af de dårlige, og så kan det hurtigt komme til at ligne, at de enten er vildt gode, eller vildt dårlige til at undervise fordi deres elever klarer sig bedre eller dårligere i forhold til gennemsnittet for deres socioøkonomiske gruppe.

Som nævnt er der ikke de store effekter af didaktiske interventioner på elevers læring. Det skyldes at undervisere i gennemsnit kommunikerer deres materiale rimelig effektivt. Eleverne har de socioøkonomiske og kognitive forudsætninger, de har. Det sidste der står tilbage er således ro i klasselokalet. Hvis alle skoler implementerede Granums metoder er det ikke sikkert at man vil kunne se det på nogle faglige testresultater, men jeg tror på at det ville være bedre for både underviseres arbejdsmiljø og for elevers klassemiljø, og det er i sig selv værd at kæmpe for. 

Der er mange undervisere, for hvem hverdagen ville blive meget bedre, hvis de rent faktisk havde redskaberne til at styre klasselokalet. Det bedste var, om vi politisk kunne sørge for at skolen var indrettet til det. Granum giver os redskaber som kan anvendes, selv hvis der intet sker politisk. 

Fra monsterelever til mønsterelever

En hippielærers guide til, hvordan vi redder skolen

Mathias Granum

248 sider

Svane & Bilgrav

Udgivet: januar 2026

Alex G. Østergaard