Det sidste bind i Katrine Marie Guldagers trilogi om vrede 50-årige kvinder, Jeg hører, hvad du siger, er grum læsning.

Marianne frygter for sin voksne søns liv, og det er ikke, fordi han er  i en  eller anden farezone ude i det pulserende samfund. Tværtimod  skulle han være i de dygtigste og mest omsorgsfulde hænder på en psykiatrisk afdeling. Det tror Marianne ikke på. Hun er voldsom angst for at hendes Nikolaj dør af den medicin, der fyldes i ham. Hun er overbevist om, at alt bliver godt igen, hvis han bliver medicinfri. Det har behandlerne ikke megen lydhørhed for, hvis Marianne i det hele taget kan komme i kontakt med de ansvarlige.

Marianne er parterapeut og lytter til andres problemer, mens kæresten er taget alene på en længe planlagt tur for dem begge til Nordnorge. og mens angsten for Nikolaj plager hende. Så, ja, Marianne er hårdt plaget.

Den manglende forståelse på psykiatriske afdeling for Marianne er tegnet groft og firkantet op. Den lader læseren tilbage med et indtryk af, at alt i psykiatrien sejler og at medarbejderne er iskolde. Det er selvsagt ikke tilfældet. Har man et vis kendskab til området, ved man, at der også kan forekomme  kompetence og varme i den sektor i vores sundhedssystem .

Det er naturligvis en kunstners ret at smøre tykt på. Katrine Marie Guldagers ærinde med de tre bøger, Birgithe med Th og Endnu en dag i Gudsskaberværk og den nye, er klart. Hun vil advare mod velfærdsstatens undergang. Det er den på vej til, fordi hverken børn eller voksne trives særligt godt og i et pressebrev fra forlaget er hun citeret for følgende.: “Man kan spørge sig selv, om vi overhovedet har en velfærdsstat?”

Det kan man så selv fundere over, om Katrine Marie Guldager har ret i.

Jeg hører, hvad du siger

Roman

Forfatter Katrine Marie Guldager

200 sider,

Udkom: 5. januar 2024.

Gyldendal

Anmelder Bjarne Gregersen