Sidste år blev Lisa Ridzéns roman “Tranerne flyver mod syd” kåret til ”Årets bok” i Sverige. Dén anbefaling åbner selvsagt døre, og bogen er således solgt til udgivelse i mere end 30 lande. Jeg forsøger altid at tilgå den slags anerkendelser med en vis ro. Hvis man blot følger lidt med herhjemme, vil man vide at antallet af hædersbevisninger vokser og vokser med årerne. Kriterierne er vidt forskellige, og det samme er de medfølgende præmier. Interessen var derfor stor, da jeg modtog mit fine eksemplar af “Tranerne flyver mod syd”. Det er en fortælling om livets sidste kapitel.
Romanens hovedperson er den aldrende Bo, der sammen med sin store hund Sixten bor ude på landet i Jämtland. Bo er 89 år og gift med Fredrika, som han mødte som ung. Grundet demens er hun flyttet på plejehjem. Set fra Bos perspektiv har han mistet hende. Der er kun en ydre skal tilbage og han sørger over tabet af sin kone, men oplever ikke, at omgivelserne forstår det.
Hunden Sixten er hans et og alt. Sønnen Hans mener, at Bo ikke er i stand til at tage vare på sig selv og en hund. Hjemmeplejen kommer på flere daglige besøg og hjælper Bo med personlig pleje, mad og hundeluftning. Truslen om at miste Sixten presser Bo maksimalt. Han spørger sig selv om, hvorfor sønnen er så opsat på at komme af med hunden. Bo funderer over sit liv og hvordan, det udviklede sig til det, det er i dag. Hvorfor er han og Hans ikke særlig tætte? Kan de to mon nå at nærme sig hinanden?
“Tranerne flyver mod syd” fortælles i dagbogform. Bo er romanens jeg-fortæller, der beretter om sin dagligdag, kun afbrudt af de daglige besøg fra hjemmeplejen. Fra hjemmeplejen er der indsat korte observationer og noter om hjælpen, der er givet. Det hænder, at Hans har skrevet et par linjer i farens dagbog, der således får tankerne i retning af en slags kontaktbog.
Bos dage er stille og tiden er blevet lang. Han bruger meget tid i sengen og kroppen vil ikke, som han vil. Hjemmeplejen foretrækker at han har ble på, men det vil han ikke. Eneste lyspunkt er Sixten og de af hjemmeplejens ansatte, han går godt i spænd med. Det er dog langt fra alle. Hustruen er savnet, og i tilbageblik mindes Bo deres mange år sammen. Lisa Ridzén formår at afstemme fortiden, nutiden og døden på en meget fin måde. Bos skæve humor gør godt i en fortælling om at nærme sig sit endeligt.
Lisa Ridzén skriver indsigtsfuldt og poetisk om en ældre mands mange minder. Hun viser den store pris, der følger med det at være en knudemand. Bo føler sig dybt misforstået og slår sig på tiden og det, den fører med sig af fremskridt og forandringer. Mest af alt er han frustreret og irriteret over sønnen Hans, hvis hjælp han oplever som fuldstændig forfejlet og skæv. Måske handler det mest af alt om, at Bo er sorgfuld over sit forfald og angsten for at miste sin elskede hund? Trods stort plejebehov fremstilles Bo med respekt, værdighed og varme. Han holder meget af sit barnebarn Ellinor og får lejlighedsvis et besøg af naboer.
I de seneste år er der heldigvis udgivet flere såkaldte alderdomsromaner. Denne føjer sig til rækken af de meget anbefalelsesværdige. En af Lisa Ridzéns styrker er, at hun i skellet mellem generationerne formår at indfange og formidle den gamle mands sårbarhed uden at gøre sønnen til skurk.
Alderdommens skrøbelighed bringes fint til live i “Tranerne flyver mod syd”. Bos historie får endnu mere realisme og vægt qua noterne fra hjemmeplejen, der tilbyder en anden vinkel på fortællingen. Bos gamle krop er en modstander og læseren forstår afmagten. Det hele er fortalt så følsomt, at læseren nærmest kan mærke det. Romanen idylliserer ikke alderdommen, og bogens karakterer bliver ej heller portrætteret sort-hvidt. Heldigvis.
Hvad er en god alderdom? Hvordan vil vi gerne ende vore dage? Spørgsmålene og dilemmaerne er mange. Før eller siden skal alle opleve rollen som pårørende og blive gammel. “Tranerne flyver mod syd” er meget vedkommende, men den er også velskrevet og rørende – uden at blive patetisk. Ja, læseren får ondt af den gamle mand, men det forhindrer ikke forståelse for sønnens præmisser og perspektiv.
Romanen efterlader læseren eftertænksom med en vigtig påmindelse om at være nysgerrig på generationsforskelle, så de ikke udvikler sig til decideret generationstraumer. Lisa Ridzén insisterer på empati, hjælpsomhed og tilgivelse. Livets gode minder består trods skygger fra fortidens mønstre. Det er håbefuldt at slutte en fortælling om alderdom og død med dén stemning. Det er forfatterens debut og en flot en af slagsen. Ja, bogen er bestemt en pris værdig!
Tranerne flyver mod syd
Forfatter: Lisa Ridzén
Oversætter: Andrea Fehlauer
Forlag: Politikens Forlag
365 sider, indbundet
Udgivelsesdato: Den 6. februar 2025
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
